23948sdkhjf

Dansk Møbelkontrol gør det lettere at stille krav til udbud

En guide om de tekniske krav til møbler i offentlige udbud har vist sig at være til stor gavn for møbelleverandører - og især offentlige indkøbere.
Furn-tech │Dansk Møbelkontrol har udarbejdet en guide omkring krav til møblers mål, sikkerheds, styrke og holdbarhed i henhold til europæiske EN-standarder.

Guiden kan hentes på www.kravtilmobler.dk og har vist sig at være til stor gavn for både møbelleverandører og især offentlige indkøbere. Den er i øjeblikket under revision for at blive opdelt i fire udvidede guider, 1) Krav til kontormøbler, 2) Krav til møbler til uddannelsesinstitutioner, 3) Krav til møbler til det øvrige kontraktmarked og 4) Krav til boligmøbler.

- Udvidelsen omfatter også mere fokus på, hvad standarderne ikke indeholder, og hvad man skal være forsigtig med at specificere. Det er nemlig normalt det, der er årsag til, at udbud trækkes tilbage, forklarer Kjeld Bülow, der har udarbejdet guiden for Træ- og Møbelindustrien og Furn Tech│Dansk Møbelkontrol.

- Når man specificerer materialer, komponenter og konstruktioner, skal man være stensikker på, at kravene er relevante, og at der er møbler, der kan opfylde dem. Og så er man bundet af kravene. Det vil sige, at hvis der bydes ind med interessante møbler, der ikke lige opfylder detaljerede krav, så kan man ikke vælge dem – de vil nemlig ikke være konditionsmæssige. Man kan ikke først stille et krav og så fravige det, når der skal vælges møbler. Samtidig bliver de leverandører, der byder ind med møbler, der faktisk opfylder de detaljerede krav, sure og indbringer klager for Klagenævnet for Udbud, fortsætter Kjeld Bülow.

Denne praksis har medført, at adskillige udbud er trukket tilbage. Efter indkøbernes opfattelse fordi leverandører klager over petitesser – og efter leverandørernes opfattelse, fordi der vælges møbler, der ikke er konditionsmæssige. Ifølge Kjeld Bülow skyldes problemet stort set altid detaljerede krav og en tilkendegivelse fra Klagenævnet.

- Udbud trækkes tilbage, hvis Klagenævnet tilkendegiver, at der er fejl i udbuddet eller ved de møbler, der vælges. Det er det, Træ- & Møbelindustrien kalder " dårligt håndværk ", siger Kjeld Bülow med henvisning til TMI-direktør Flemming Larsens klumme på Wood Supply tidligere på ugen.

- Hvis der ikke er fejl, er der ingen grund til at trække udbud tilbage, slutter han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079