23948sdkhjf

Danske forberedelser til Milano-messen er i fuld gang

I sidste uge mødtes virksomheder i Herning og København for at evaluere Danish Livingroom 2014 og høre nyt om næste års danske fællesstand.
25 virksomheder deltog i april på den danske fællesstand Danish Livingroom under Salone Internazionale del Mobile, og i sidste uge var det tid til at evaluere – og se frem til næste års messe.

Traditionen med et fælles dansk fremstød startede i 2008, fordi danske virksomheder havde svært ved at komme ind som udstillere på egen hånd. Det lykkedes Eksportrådet at overbevise messearrangøren Cosmit om værdien i en fælles dansk brandingplatform, som for flere virksomheder har været et springbræt til egen standplads på den eftertragtede messe.

I 2012 fik danskerne endnu mere plads at boltre sig på med konceptet Livingroom, som i år blev afholdt for tredje gang.

- Livingroom er en kæmpe succes, fordi konceptet viser møbler og interiør på en særlig dansk måde. Vi har de seneste tre år haft en af de bedst besøgte stande på Milano-messen, siger Birgitte Woersaa, der igennem en årrække har samlet trådene for Eksportrådet, som står bag det fælles tiltag sammen med Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning.

Hun fremhæver, at Milano-messen, med sine 357.212 besøgende i 2014, er oplagt for møbel- og interiørvirksomheder, som gerne vil vise sig frem for alverdens arkitekter, forhandlere, indkøbere, distributører, agenter, journalister og bloggere.

Træd ind i et lille stykke Danmark
Under sidste uges møder, der blev afholdt i henholdsvis Herning og København, kom de deltagende virksomheder med forslag til, hvordan messestanden kan gøres endnu bedre. Det er vigtigt, at standen bygges op, så det er let at sælge fra den, ligesom fordelingen af produkter skal afvejes nøje. Produkterne må ikke forsvinde i mængden og samtidig skal konceptet – den danske stue – fremstå tydeligt.

- Cosmit ser kritisk på både standen og udstillerne og tjekker nøje, om udstillerne passer ind i konceptet. Nogle blev afvist sidste år, fordi deres hjemmesider afspejlede møbler, som var for institutionelle, fortæller direktør Betina Simonsen fra Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning.

Møderne gav også et indblik i konceptet for næste år, hvor det er besluttet at gøre standen mere tematisk i stil med Livingroom 2012. Dengang havde dansk/italienske GamFratesi designet standen som tre huse, opdelt i tre individuelle temaer. I 2015 designes standen af Tine Mouritzen, der har skabt et koncept med lyst træ og god plads til at præsentere forskellige ’moods’. For den besøgende skal det være som at træde ind i et lille stykke Danmark.

Intensiv opfølgning er vigtig
Milano-messen rummer et stort potentiale for etablering af nye kontakter blandt arkitekter, indkøbere, agenter, journalister og internationale bloggere. Inden tilmelding er det derfor nødvendigt at overveje, om man som virksomhed er klar til at deltage i så stor en messe, fordi der skal sættes ressourcer af til opfølgning:

- Man skal som lille virksomhed gøre op med sig selv, om man er klar til at følge op på alle de kontakter, man får. Det er afgørende at følge op, ellers er ressourcerne spildt, siger Birgitte Woersaa.

Det nikker man genkendende til hos Thors Design, som har været med i Milano tre gange:

- Det er meget tidskrævende både før, under og efter messen at være i Milano, og det er ekstremt vigtigt med intensiv opfølgning. Vi har efterhånden lært at sætte mange kræfter ind på opgaven. Til gengæld rammer vi hele verden. Via Milano har vi fået direkte indsigt i forskellige markedsstrukturerer på én gang, og kan derudfra vælge, hvilke vi vil prioritere fremover. Desuden har messen givet os rigtige gode kontakter og samarbejdspartner i Sydeuropa, fortæller industriel designer og partner Jytte Baarup Bilstrup.

Som en af fællesstandens store styrker fremhæver tidligere deltagere det netværk, der skabes mellem udstillerne. Fremadrettet er der derfor et klart ønske om at dyrke netværket mere formaliseret på messedagene, men måske også at mødes inden opstart, så danskerne kan drage af sted som et team, der får mest muligt ud af dagene i Italien.

Flere vil med igen
Prisen for at deltage på fællesstanden er fra 25.000 kr. og opefter. Udenrigsministeriet har hidtil ydet økonomisk støtte til udstillerne, men det kan man ikke forvente længere.

Det er rørende billigt for at deltage på verdens største messe ”, blev der sagt, men som en af deltagerne også anførte, er det jo ikke prisen alene, der skal ses på, da der skal lægges personaletimer og rejseudgifter oveni. Det ændrer dog ikke ved, at flere af de tidligere deltagere har tilkendegivet, at de vil med igen.

- Der er en chance for, at vi får støtte. Men vi ved det ikke endnu, og derfor er vores udgangspunkt i år, at virksomhederne skal budgettere med ikke at få tilskud, siger Ole Gustafsson, Handelschef for Eksportrådet i Italien, som var med på møderne.

Han forklarer, at man af samme grund i år starter tidligere med at sammensætte det hold, som kan komme med på messen – og at man nu er nødt til at overholde de samme tidsfrister som messens andre udstillere. Virksomheder skal derfor tilmelde sig senest den 1. september, og arrangørerne besøger i øjeblikket en række virksomheder for at sikre en bred og repræsentativ deltagelse.

Læs mere om den danske fællesstand på innonetlifestyle.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078