23948sdkhjf

Moelven-optimisme trods nyt underskud

Fjerde kvartal blev det bedste siden 2009 for den norske trævarekoncern. ”Mange af vore markeder viser nu tegn på, at vi kan gå lysere tider i møde”, siger koncernchef.
Moelven tjente 36 mio. NOK på driften i årets sidste kvartal. Det er en forbedring på 69 mio. NOK sammenlignet med det tilsvarende kvartal året før, men langt fra nok til at sikre sorte tal på bundlinjen for hele 2013.

Regnskabsåret sluttede således med et resultat efter skat på -93 mio. NOK mod -36 mio. NOK.

- Dette er en god afslutning på et år med svag indtjening for Moelven. Resultatmæssigt er dette vores bedste slutkvartal siden 2009. Vi er selvsagt skuffede over, at året samlet set endte med et negativt resultat, men mange af vores markeder viser nu tegn på, at vi kan gå lysere tider i møde. Samtidig har vi øget effektiviteten internt på flere områder, siger koncernchef Hans Rindal.

Resultatforbedringen sidst på året skyldes hovedsageligt bedre balance mellem råvare- og færdigvarepriser for koncernens virksomheder på markedet for industritræ. Driftsindtægterne for året endte på 8.009 mio. NOK (2012: 8.122 mio. NOK), mens driftsresultatet blev -45 mio. NOK (2012: 17 mio. NOK).

Lavere lagerniveauer og god ordrereserve
Koncernchef Hans Rindal forklarer, at Moelven i løbet af efteråret 2013 har oplevet en bedring i efterspørgslen efter industritræ, også på enkelte europæiske markeder.

- England er et eksempel på dette. I Sydeuropa er situationen fortsat vanskelig med lav byggeaktivitet, men efterspørgslen falder ikke længere. Alt i alt er der en væsentlig bedre balance mellem udbud og efterspørgsel, end vi længe har set, siger han og tilføjer, at den gode efterspørgsel samtidig fortsætter på markederne uden for Europa.

Byggevaredivisionen Wood har som normalt haft lidt lavere aktivitet omkring årsskiftet og bruger tiden frem til højsæsonen til at opbygge lager:

- Vi har en god lagersituation og god aktivitet – årstiden taget i betragtning. For divisionen Byggesystemer er ordrereserven noget bedre end det, som er normalt for årstiden. Der er også en bedre sammensætning af ordrereserver end på samme tid i fjor, siger Rindal.

Bedre udsigter
Der forventes en fortsat bedring i prisbilledet for industritræ internationalt i første kvartal. Efterspørgslen er svagt stigende, og producentlagrene af færdigvarer er fortsat på lave niveauer. Samtidig er NOK og SEK målt mod de vigtigste eksportvalutaer EUR, GBP og USD på niveauer, der giver et bedre udgangspunkt i konkurrencen på eksportmarkederne, end Moelven længe har set.

På det skandinaviske marked forventes et noget lavere byggeri af nye boliger. Størstedelen af koncernens leverancer går imidlertid til markedet for renovering, ombygninger og tilbygninger, som er mere stabilt end markedet for nybyggeri, og til nyt erhvervsbyggeri.

Samlet forventes aktivitetsniveauet at følge de normale sæsonmæssige variationer med stigende aktivitet i første halvår.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109