23948sdkhjf

Plads til forbedring af kommunikationen i byggebranchen

Tilbydes
Udløber
8. juni 2022

Fokus på kommunikationen undervejs i byggeprocessen.

Efter mange år som advokat i ejendomsbranchen er det tydeligt for mig at mange konflikter udspringer af dårlig kommunikation. Der er naturligvis også andre årsager, men denne artikel tager udgangspunkt i gevinsten ved at have fokus på kommunikationen undervejs i byggeprocessen.  

Vi kender det fra privatfronten. Konflikten handler sjældent om det der bliver sagt, men om interessen der ligger bagved, og sproget er ofte med til at eskalere en konflikt. Mange konflikter udspringer af manglende forventningsafstemning og misforståelse som følge af dårlig kommunikation.

Dårlig kommunikation i byggebranchen koster ligeledes hvert år milliarder. Herudover resulterer det i et dårligere arbejdsmiljø, som igen koster på bundlinjen.

Der er derfor et kæmpe økonomisk såvel som trivselsforbedrende potentiale i, at begynde at tænke byggeprocessen anderledes og fokusere mere på kommunikation og proaktiv konfliktløsning i bredere forstand.

Nogle virksomheder i byggebranchen er på vej ind i en ny æra, hvor de gør op med den hårde kultur, hvor folk ikke tør åbne op og spørge ind til uklarheder eller bede om hjælp. Flere virksomheder har indført nye processer, der understøtter den gode kommunikation, samt indført nye og bedre samarbejdsformer. Samtidig ser vi et spirende ønske om at bruge alternative konfliktløsningsformer, herunder mediation, men der er lang vej endnu.

 Hvad er barrieren?

Et byggeprojekt er ofte komplekst. Udover de tekniske og logistiske vanskeligheder og udfordringer med materialelevering, er en byggeplads befolket med aktører inden for mange forskellige faglige fag. Alle på byggepladsen er underlagt (til tider stramme) tidsplaner der skal overholdes, for ikke at ifalde dagbod og få utilfredse bygherrer. Det er derfor også næsten umuligt at undgå misforståelser og udfordringer undervejs, der kan ende i konflikt, også selvom alle parter har de bedste intentioner.

En konflikt kan f.eks. opstå i forbindelse med en mailkorrespondance mellem parterne. Lige såvel som at mailformatet smidiggør byggeprocessen ved hurtig kommunikation, er den hurtige kommunikation ikke altid ensbetydende med den gode kommunikation. En hurtig kommunikation øger risikoen for impulsiv og til tider vred kommunikation, hvor der ikke nødvendigvis bliver tænkt over sproget i en hurtig mail. Mailen kan f.eks. påvirkes af en aktuel og tilspidset situation på byggepladsen, hvilket giver udslag i sproget og formuleringerne.

Når der ikke er bevidsthed om vigtigheden af god kommunikation og en indarbejdet kultur i byggeprojekterne, vil selv de små ting kunne medføre, at en konflikt spidser til. Og ved ikke at tage konflikten i opløbet, øges sandsynligheden for, at konflikten eskalerer, hvilket er ressource- og tidsmæssigt krævende samt omkostningstungt for parterne. I sådanne situationer hører vi ofte at parterne kan blive enige om én ting, nemlig at der så kun er én sikker vinder – advokaterne.

 Hvad er løsningen?

Jeg plejer lidt kækt at sige, at når kontrakten er underskrevet og parterne skåler i champagnen, så er kimen til konflikterne allerede tilstede. For hvad mangler?

I min optik bør der bruges flere ressourcer inden underskrift af en entrepriseaftale, både til egen teknisk og juridisk granskning af projektet og inkluderende møder mellem bygherre og den/de bydende, hvor parterne mere åbent og tillidsfuldt end i dag, kan forventningsafstemme projektet bedre, og imødekomme mulige uklarheder på forhånd.

 Det vil være en god ide, på forhånd i kontrakten, at udpege en mediator, der med kort varsel kan være klar til at hjælpe parterne igennem de uklarheder der opstår undervejs. Det kan også overvejes, at have en teknisk opmand tilknyttet, til hurtigt og i opløbet at afklare tekniske forhold. Hvis ikke parterne selv kan blive enige om at finde egnede mediatorer/opmænd, er der mulighed for at få Mediationsinstituttet eller Voldgiftsnævnet til at bistå hermed. Endelig bør såvel bygherren som entreprenøren også sætte tid og penge af til et relationsskabende forløb igennem hele projektet. Selvom der vil være tale om en række nye udgifter i forbindelse med den proaktive konfliktløsning, vil disse udgifter ikke tilnærmelsesvis være af samme størrelse, som udgifter til konfliktløsning skal løses på bagkanten.

Der bør inden projektets opstart, gennemføres en række workshops for de personer der skal være med på projektet. Ved disse workshops vil roller, organisering, ansvar, mødestrukturer, teambuilding, typologi, konflikthåndtering og projektets kultur blive behandlet og kommunikeret til deltagerne. Parterne skal under dette forløb nedfælde et sæt forpligtende spille -og leveregler, der skal være gældende for alle, der deltager på byggeriet, og hænge disse regler op i skurvognen. Meget lavpraktisk, men utroligt effektivt.

 Sprogets betydning?

Vi er alle mennesker af kød og blod, og vi har alle følelser der kan blive ramt, hvis nogen får sagt noget på en måde, der opfattes anderledes af modtageren, end det var tænkt fra afsenderen. Implementeringen af den gode kommunikation vil således forbedre arbejdsmiljøet blandt byggeriets parter ved at undgå konflikter over sprogbrug. Som advokat og ikke mindst som mediator er jeg pinligt bevidst om betydningen af sproget og omgangstonen. Særligt med tanke på, at fremtidens medarbejdere er formåls -og værdibaserede, vil implementering af den gode kommunikation endvidere bidrage til virksomhedernes mulighed for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fremover. Sidst men ikke mindst, vil virksomhedernes udgifter til advokater, øvrige rådgivere og internt ressourcespild til håndtering af konflikter, kunne reduceres væsentligt. Det er min faste overbevisning, at byggebranchen kan plukke betydelige lavthængende frugter ved, at der på ledelsesmæssigt niveau tages initiativer til at få implementeret god kommunikation, jo før jo bedre.

 For yderligere information, kontakt

HER 




Udbyder
Pind & Partnere

Pind & Partnere
Sjæleboderne 2
1122 København K
Danmark

Jeanette Lillie
Telefon: +45 33 15 00 15

Se flere kompetencer
Se hele profilen
Kontakt udbyder

Send til en kollega

0.188