23948sdkhjf

1204 TEMA: B.E. Profiler A/S: Lakering uden opløsningsmidler

Artikel i Træ og Industri December 2004
Af Kaj Hansen Træ og Industri

B. E. Profiler A/S i Åbyhøj ved Århus er den største listefabrik i Nordeuropa. Fabrikken har fået et splinternyt lakeringsanlæg, der arbejder med UV vandlak – en investering, der fremstidssikrer virksomheden de næste mange år.

Afløser et ældre anlæg fra 1984
”Vi har valgt at tage investeringen i den nye laklinie nu, fordi vi med vores gamle laklinie ikke kunne opfylde gældende miljøkrav omkring arbejde med opløsningsmidler”, fortæller Tom Andersen, der er værkfører på B. E. Profiler A/S gennem 9 år. Den nye laklinie afløser en ældre laklinie fra 1984. ”Med den nye linie har vi løst alle de miljømæssige problemer, vi før stod overfor, og samtidigt er vi sikret i mange år frem, da anlægget opfylder alle krav i den nye VOC bekendtgørelse”, fortsætter Tom Andersen.

Fremføringshastighed på 40m/min.
Man fornemmer da heller ingen lugte i lakafdelingen hos B. E. Profiler A/S, og tidligere tiders lukkede kabiner med udsugning er nu væk. Det nye anlæg bruger udelukkende UV vandlak, og derfor anvendes slet ingen opløsningsmidler i produktionen. Anlægget er fuldautomatisk, og er bygget op med en tværoverføring til ilægning, som transporterer listerne gennem en pudsemaskine med Flex Trim-børster og herfra gennem sprøjteautomaten. Når listerne har fået lakken påsprøjtet tværoverføres de gennem en ovn, der tørrer med varm luft, og herved forsvinder vandet i lakken. Nu føres listerne gennem en UV ovn, der hærder lakken op, og giver den sin slidstyrke. Herfra kommer emnerne ud på et afstablingsbånd. Anlægget kan køre med op til effektivt 40 m/min, og det betjenes af én mand.

”Med UV vandlak får vi et virkelig fint resultat. Når UV ovnen har hærdet lakken, er der ingen afsmitning, og listerne får ikke sorte streger ved kontakt med for eksempel metal. Den nye lak er mindst lige så god som traditionelle lakker med opløsningsmidler”, slår Tom Andersen fast.

Genbrug på 15 - 20 liter pr. 25 liter lak
En yderligere gevinst ved den nye laklinie er, at man nu kan nøjes med at lakere profilerne med to gange grundlak og et enkelt lag toplak. På den gamle laklinie skulle alle emner behandles 5 gange. Det betyder, at man kan spare megen tid i produktionen – og lakforbruget er også skåret ned, ikke mindst fordi man på B. E. Profiler A/S har en meget høj lakgenindvinding. ”For hver 25 liter lak, vi sprøjter på, kan vi genbruge et sted mellem 15 og 20 liter”, mener Tom Andersen. Det betyder også, at selvom UV vandlak er noget dyrere end traditionel lak, så udjævnes prisforskellen rigeligt pga. det mindre spild.

Bedre ekstern og intern miljø
Indkøringen af det nye anlæg gik glat. På 14 dage fik man taget det gamle anlæg ned, lavet alle nødvendige nye installationer til strøm, udsugning mv., sat det nye anlæg op og kørt det ind. ”Vi har ikke oplevet problemer ved at skifte lakeringsmetode, snarere tværtimod”, mener Tom Andersen, ”Anlægget leverer det, som det skal og vi kan kun være tilfredse med leveringen. Desuden er ikke blot vores naboer i kolonihaveforeningen glade for det bedre miljø, vi oplever også selv et langt bedre arbejdsmiljø”.

I 2007 træder den nye, skærpede VOC bekendtgørelse i kraft, og det får vidtrækkende konsekvenser for virksomheder med lakafdelinger. Allerede i dag skal nye anlæg overholde bekendtgørelsen, men fra 2007 gælder VOC bekendtgørelsen for alle lakanlæg – nye som gamle. Bl.a. er kravene skærpet betragteligt, hvad angår den mængde opløsningsmiddel luften, der forlader fabrikken, må indeholde.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093