23948sdkhjf

1204: PEFC er ikke længere kun en europæisk ordning

Artikel i Træ og Industri December 2004

PEFC er ikke længere kun en europæisk ordning

Kilde: Træ og Industri, December 2004.

- PEFC seminar i Kolding havde mange gode og informative indlæg

Af Tanja Olsen, PEFC Danmark og Jakob Rygg Klaumann, Dansk Træforening

Mere end 70 interesserede deltagere fra det danske træerhverv var mødt frem da PEFC Danmark, i samarbejde med de øvrige nordiske PEFC organisationer og PEFC Council, den 9. november afholdt seminar med overskriften ”Sådan får du fordel af PEFC-mærket”.

Formålet med seminaret var at promovere PEFC mærket, øge kendskabet til PEFC’s struktur og forklare hvorfor virksomheder der handler med eller bearbejder træ bør have en sporbarhedscertificering – eller en såkaldt Chain of Custody (CoC) certificering.

Repræsentanter for en række danske og internationale virksomheder der har ladet sig PEFC-certificere fortalte om deres erfaringer med PEFC mærket. Af indlæggene og den efterfølgende debat fremgik det at PEFC, på trods af sin størrelse og stadige vækst, fortsat har behov for at promovere PEFC mærket - ikke kun over for træindustrien - men også detailhandlen og slutbrugeren.

PEFC er en global ordning
Første indlægsholder var Ben Gunneberg (Secretary General, PEFC Council). I hans præsentation af PEFC ordningen blev det klart at PEFC nu ikke længere kun er en europæisk ordning, men globalt dækkende med over 27 medlemslande fordelt over hele verden. Heraf har 16 lande godkendte ordninger og 6 lande er ved at gennemgå godkendelsesprocessen. Over 52 mio. hektar skov er allerede certificeret og flere end 1600 virksomheder har et CoC-certifikat, hvilket gør PEFC til verdens største certificeringsordning for bæredygtig skovdrift. Inden udgangen af 2005 forventes det PEFC-certificerede areal at nå op over 100 mio. hektar.

PEFC bygger på anerkendte processer
Ben Gunneberg fremhævede specielt at PEFC’s ordning er baseret på internationalt anerkendte akkrediterings- og certificeringsprocesser (ISO-systemet), der foruden at sikre troværdigheden også gør det nemmere at passe en CoC certificering ind i allerede etablerede kvalitets- eller miljøstyringssystemer.

Træ er miljømæssigt set det bedste produkt
Et af Oliver Scholz’s (Communication manager, PEFC Council) centrale budskaber var at træ er en fornybar ressource og at træ rent miljømæssigt er langt at foretrække frem for andre produkter som stål, beton og aluminium. Der hvor træet har sine svagheder er specielt ved indkøbet af råmaterialet, hvor der kan være usikkerhed om træets oprindelse. Med en CoC-certificering kan man imidlertid dokumentere at det træ der anvendes både er lovligt og bæredygtigt produceret. Med en CoC forpligter virksomheden sig samtidig til også at sikre, at den del af råtræet der ikke er certificeret ikke kommer fra kontroversielle kilder (fx at det ikke er illegalt fældet). Virksomheder kan derfor styrke deres miljøprofil med en CoC-certificering.

PEFC giver markedsfordele
På seminaret redegjorde flere virksomheder for deres erfaring med PEFC certificering.
At en PEFC CoC-certificering kan skabe en markedsfordel ved at virksomheden kan bevise at det træ de køber er bæredygtigt og lovligt produceret var også en af bevæggrundene for både UPM-Kymmene Wood og Rörvik Timber, da de valgte at lade sig certificere. Stadig flere lande udvikler offentlige indkøbspolitiker hvor der stilles krav til at træet skal være lovligt og helst også bæredygtigt produceret. Med en CoC-certificering står virksomheder bedre rustet til at imødekomme fremtidens dokumentationskrav.

Efterspørgsel efter certificeret træ?
Daniel Claesson (Rörvik Timber AB) lagde endvidere ved valg af certificeringsordning vægt på at PEFC ordningens regler er enkle at håndtere, at der er substans bag systemet og ikke mindst at der er en reel mulighed for at skaffe certificeret træ. Daniel Claesson mindede om at certificeringsspørgsmålet endnu kun er i opstartsfasen. Rörvik Timber møder dog allerede nu krav om certificerede materialer fra importører i UK og i Holland.

PEFC er ikke noget Ole Ambrosius (Vest-Wood A/S) støder på i hverdagen, og han mente at der er et stort behov for at promovere PEFC over for detailhandlen og slutbrugerne. Ole Ambrosius fortalte at de på nuværende tidspunkt kun oplevede efterspørgsel efter FSC hos aftagerne i Tyskland. I langt de fleste tilfælde kan man i øvrigt tilfredsstille kunderne ved at forklare at man arbejder på en løsning. Pt. er Vest-Wood FSC certificeret på tre af deres fabrikker, men man har endnu ikke solgt en dør med FSC mærke fordi markedet ikke har efterspurgt det. Han mente dog at der ikke er tvivl om at efterspørgslen efter certificerede produkter vil vokse fremover.

Gensidig anerkendelse efterlyses
For Ole Ambrosius er kombinationen af bogstaver ikke vigtig. For Vest-Wood A/S er det vigtigere at der blot findes ét system, således at virksomheden ikke skal håndtere flere forskellige sporingssystemer samtidig.

For Kyösti Heikkonen (UPM-Kymmene) er det vigtigt, ud over at kunne bevise træets oprindelse, at kunne dokumentere at virksomheden har styr på træflowet samt vise at de støtter en bæredygtig drift af skovene. Virksomheden ønsker fortsat at øge andelen af certificeret træ i deres produktion og er involveret i flere forskellige certificeringssystemer for at søge at fremme en gensidig anerkendelse mellem ordningerne. Også for dem er det vanskeligt at rapportere det ”virkelige” flow af certificeret materiale, når de skal håndtere flere sporingssystemer. PEFC’s nye internationale CoC standard kan måske være et skridt i den rigtige retning.

Fra salen var der også undren over hvorfor gensidig anerkendelse kan være så svær. På det svarede Ben Gunneberg meget klart at der er tre måder at anskue gensidig anerkendelse på:

1) For dem der ønsker gensidig anerkendelse er PEFC vejen frem, da PEFC netop er en paraply for gensidig anerkendelse af nationale certificeringsordninger.

2) Spørgsmålet er om gensidig anerkendelse overhovedet er nødvendigt. Virksomheder der har indkøbspolitiker for træprodukter behøver ikke gensidig anerkendelse og den bedste måde at undgå at skulle vælge mellem ordninger er, at vurdere begge og acceptere træ fra begge hvis de opfylder virksomhedens krav.

3) Hvis gensidig anerkendelse handler om ”ægteskab” mellem PEFC og FSC skal man huske at det kræver to til at danse tango. På nuværende tidspunkt ønsker FSC ikke at diskutere gensidig anerkendelse og førend de overhovedet må begynde at diskutere det, kræver det en beslutning på deres generalforsamling som kun finder sted hvert 3. år. Da FSC havde generalforsamling i år vil der derved gå mindst 3 år før der er en mulighed for at diskutere gensidig anerkendelse. PEFC har ikke et sådan krav og i mellemtiden vil PEFC forsætte sit arbejde med gensidig anerkendelse med de ordninger der ønsker det.

[b]PEFC fortsætter markedsføringen[/b9
Seminaret var det første af sin slags og tanken er at de svenske, finske og norske PEFC organisationer sammen med repræsentanter for træindustrien skal fortsætte med denne type arrangementer i andre udvalgte europæiske lande.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11