23948sdkhjf

1104 TA: Den kinesiske møbelindustri

Artikel i Træ og Industri, November 2004

Den kinesiske møbelindustri

Kilde: Træ og Industri, November 2004.

- Kinakopi ApS har specialiseret sig i immaterielle rettigheder i Kina

Af Konsulent Cristian J. Kofod Træets Arbejdsgiverforening

Onsdag den 27. oktober afholdt Odense Snedkerlaug en temaaften om kopiprodukter fra Kina og hvordan danske virksomheder undgår, at deres produkter kopieres eller deres logoer/firmanavne kopieres.

For at fortælle om dette, havde lauget inviteret Karin Beukel og Jakob Sonnenberg, der begge har været med til at stifte virksomheden Kinakopi.

Hvem er så Kinakopi?
Kinakopi ApS er en nystiftet virksomhed der er etableret i samarbejde med EUAR ApS. Kinakopi ApS har specialiseret sig i immaterielle rettigheder i Kina, hvorledes danske virksomheder aktivt kan forebygge kopiering og hvilke processer en given dansk virksomhed, der har været ude for kopiering skal gennemgå for at opnå det bedst mulige outcom. Kinakopis formål er at hjælpe virksomheder med at bekæmpe og forebygge, at kinesiske virksomheder kopierer deres produkter. Blandt Kinakopis primære ydelser er: afholdelse af kurser og workshops samt rådgivning. Derudover udsender virksomheden nyhedsbreve om det kinesiske marked. Endeligt kan virksomheder få gratis adgang til www.kinakopi.dk , hvor der findes en mængde informationer om netop det kinesiske marked, herunder en "negativliste" over kendte kopiproducenter i Kina, som danske virksomheder skal være specielt opmærksomme på.

Kinas Møbelindustri
I Kina er der omkring 50.000 registrerede virksomheder og 4,5 millioner ansatte i den kinesiske møbelindustri. En af grundende til, at landet er blevet så stor en producent er de lave timelønninger, der ligger på omkring 50 US cent.

Den årlige omsætning i den kinesiske møbelindustri ligger på omkring 20 mia. US dollars. Dette betyder, at Kina nu står for 8 % af verdens samlede møbelproduktion. Det er dog kun 25 % af landets samlede produktion, der eksporteres. 55 % af denne eksport sendes til USA og omkring 13 % til Europa.

Møbelindustrien i Kina er som meget af landets anden industri koncentreret i den østlige del af landet, hvor især områderne omkring Guangdong, Fujian, Zheijang og Guangxi er centrale for den kinesiske møbelproduktion.

Den kinesiske kopiindustri
Kina har ikke en lang tradition for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder – herunder ophavsrettigheder, patenter, designs og varemærker. Samtidig har landet en række "innovative" virksomheder, der på baggrund af en hjemmeside eller et par billeder kan kopiere et hvilket som helst produkt.

Kinakopis anbefaling til alle, der overvejer at komme i nærkontakt med kinesiske underleverandører eller samarbejdspartnere, er at man sikrer sig før man tager kontakten. Afhængigt af produktets salgspotentiale, dets levetid eller mulighed for kopiering opfordres virksomhederne til at beskytte varemærke eller design før kontakten indledes.

Ifølge Kinakopi er det selvfølgelig også muligt, at trække kopiproducenter i retten efter de har kopieret produkter eller varemærker også selv om man ikke har beskyttet sig gennem registrering - men det vil ofte være dyrt og også svært at lokalisere synderen.

Hvis nogen af virksomhederne i Odense Snedkerlaug overvejede at oprette forretningsforbindelser med Kina var Kinakopis anbefaling, at de sørger for at forberede sig ordentligt og dermed minimere risikoen for ubehagelige overraskelser.

Hvis andre virksomheder eller laug ønsker at vide mere om Kinakopi og deres ydelser kan der henvises til www.kinakopi.dk .

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094