23948sdkhjf

1004 TEMA: Forår i september

Artikel i Træ og Industri, Oktober 2004
»Der er forår i luften. Kan I mærke det?«
Sådan sagde Klaus Stampe Pedersen, formand for Foreningen af Grossister i Værktøj og Værktøjsmaskiner (VOV), i sit indlæg ved åbningen af TIMI 2004 i Fredericia.
Formanden var godt klar over, at kalenderen viste slut-september, men stemningen i branchen var ved at være forårs-artig. »Det kribler og krabler ude i industrien«, erklærede han:
- Politikerne og erhvervsorganisationerne har snakket om det hele tiden, men nu kan vi andre, som er ude i marken og dagligt har kontakt med kunderne og med industrien, også mærke, at foråret i industrien er kommet - at opsvinget er kommet, sagde Klaus Stampe Pedersen.
- Det er godt nok ikke sådan et vældigt boom af et opsving, men det er ikke til at tage fejl af. Det går lidt nemmere derude, når man besøger kunderne, mente Klaus Stampe Pedersen.
Han understregede, at foråret kun er kommet til de virksomheder, som har forstået at være forandringsvillige.
- Foråret er der for dem, som har taget konkurrencen op mod den billige arbejdskraft. Dem som har forstået, at kun ved at rationalisere og automatisere produktionen har de chancen på et benhårdt marked. Kompetence og specialisering er nøgleord, som skal differentiere os fra den billige arbejdskraft, fastslog Klaus Stampe Pedersen.

Vigtig rolle
Han fortalte de deltagende udstillerer, at de havde en vigtig rolle at spille i dén sammenhæng:
- Der påhviler jer en meget vigtig opgave, ikke blot at sørge for, at produktpaletten er teknologisk tidssvarende, men lige så vigtigt, at også jeres medarbejdere er »teknologisk tidssvarende«.
VOV-formanden sluttede med at rose dem, som havde is i maven trods modvind i branchen:
- Foråret er her. Specielt for dem, som troede på det, da det så allermørkest ud.
- Nogle så længere frem end den umiddelbare konjunktur-nedgang og havde visioner til at se det næste opsving og gøre sig parate. I, som i dag udstiller på denne messe, troede også ved den sidste messe på, at det igen ville vende, da I skulle melde jer til messen, og I ville være med helt fremme, når det brød løs igen.
- I har nu chancen for at vise, at I er rustet til at møde udfordringen fra industrien, lød det som afsluttende bemærkning fra Klaus Stampe Pedersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063