23948sdkhjf

0804 LEDER: Globaliseringen stiller krav og gør os større

Artikel i Træ og industri

Globaliseringen stiller krav og gør os større

Kilde: Træ og Industri, august 2004.

Globaliseringen og dens virkninger kan sammenlignes med historien om kaosteorien - den med sommerfuglens basken med vingerne i Japan, der ender i en orkan i Florida.

Sommerfugleeksemplet er måske fortærsket og svarer heller ikke helt til træ- og møbelindustriens dagligdag, men det er tæt på. Der er ingen tvivl om, at industriens dagsorden i større og større omfang sættes af kræfter, vi ikke selv er herre over. Ej heller kan vi overskue hvilke sommerfulgevingebask, der vil påvirke konkurrenceevnen.

Et par sommerfugle, der er blevet til noget, er: nye FAO krav til mærkning af emballagetræ, skrappe formaldehydkrav fra Japan samt brandkrav til møbelpolstring fra England.

Som arbejdsgiver- og erhvervsorganisation for træ- og møbelindustrien har Træets Arbejdsgiverforening et stadig mere omfattende ansvar for at holde medlemmerne informeret om globale udviklinger og tendenser.

Viden, læring og kompetenceopbygning bliver derfor en alt mere vigtig del af foreningens virke.

Hvordan følger vi så med? Ikke ved at læse tykke bøger - nej ved at dyrke vores netværk. Træets Arbejdsgiverforening er ikke blot en adresse midt i det gamle København. Træets Arbejdsgiverforening er en del af Dansk Industri. Men det er også to sekretariater i Bruxelles (Dansk Industris og CEI-Bois), et par personer på ambassaden i Japan, en tysker, en østriger (der er glad for marinerede sild), en italiener (der arbejder i Spanien), en somalier (der bor i Finland og ved en masse om Indien), et par svenskere (hvoraf den ene har en søn, der står vagt foran kongepaladset i Stockholm) o.s.v.

Alt sammen eksempler på at vores netværk bliver mere og mere globale. Men det går begge veje. Alle disse personer og en hel del flere har fået gode kollegaer i Danmark.

Globaliseringen handler ikke blot om, at tage - men i høj grad også om hvad vi kan tilbyde andre. Det gælder ikke blot for os om at finde de "rigtige" venner ude i verden. Vi skal selv være attraktive samarbejdspartnere. Og det bliver vi kun, hvis vi prioriterer: Viden, læring og kompetenceopbygning.

En undersøgelse om holdningen til globaliseringen opdeler danskerne i tre grupper: de uvidende, de der har kendskskab men ikke handler og de, der handler for at overleve og for at vinde.

Hvis vi forudsætter, at vi gerne vil vinde og i det mindste overleve, er det ikke kun Træets Arbejdsgiverforening og Dansk Industri, der skal handle, det er alle dele af samfundet og i særdeleshed virksomhederne - såvel deres ledelse som medarbejdere.

Vi skal hele tiden tilegne os ny viden og kompetencer. Ikke for at få orden på det globaliserede kaos - sommerfuglen vil baske lige meget hvad vi gør - vi skal gøre det, for at vi kan få det bedste ud af globaliseringen, og vores globaliserede omverden ser muligheder i at samarbejde med os.

Globaliseringen medfører, at træ- og møbel-industriens dagsorden påvirkes i et omfang og med en hastighed, der ikke er set mage til tidligere. Derfor har det aldrig været mere vigtigt at have og dyrke sine globale netværk.

Tekst Konsulent Christian J. Kofod Træets Arbejdsgiverforening.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11