23948sdkhjf

0804 TA: Igen stor tilslutning til Træets Årsdag!

Artikel i Træ og industri
- Ikke mindre end 170 deltog i Træets Arbejdsgiverforenings Årsdag 2004

Tekst Kaj Hansen Træ og Industri

Med den kendte TV mand journalist Frode Munksgaard fra udsendelsen Hammerslag i spidsen blev der på Træets Årsdag sat pris på træ- og møbelindustrien.
Frode Munksgaard var manden der sørgede for at der både blev sat pris og tilstandsrapport på; savværksbranchen, underleverandørbranchen, møbelindustrien og virksomhedernes medarbejdere.
Der var indlæg fra direktør Henrik Thorlacius-Ussing Aktieselsbabet Rold Skov Savværk, direktør Bjarne Henriksen Compo Tech A/S, adm. direktør Ole Lund Andersen Tvilum Scanbirk ApS, fabrikschef Ejnar Muf Vest-Wood Danmark A/S afsluttende med et spændende indlæg fra chefpolitiinspektør Kai Vitrup.

Savværker bør sætte fokus på gesimser
Under emnet ”Sæt pris på savværkerne” forelagde direktør Henrik Thorlacius-Ussing en lang række positive muligheder for savværkerne. Dette endog på trods af at to tredje del af savværksvirksomhederne var forsvundet med betydelige tab til følge.

Selv om savværkernes tilstandsrapport var præget af flere K3’ere end tilfældet var inden for de andre områder i branchen, kunne Henrik Thorlacius-Ussing berette om en målrettet indsats i forbindelse med udviklingen på Rold Skov Savværk der havde øget produktiviteten med ikke mindre end 44 procent. Samtidig havde man fastholdt et bredt produktprogram og opbygget en kompetent organisation, der i dag fokuserer langt mere på koncepter end materialet træ.
Rold Skov Savværk står i dag for en tredje del af det danske udbud af nåletræ. Med en massiv konkurrence fra en lang række af vore nabolande har virksomheden oparbejdet en eksport på ca. 30 procent af produktionen.

Henrik Thorlacius-Ussing opfordrede i sit indlæg savværkerne til at sætte fokus på ”gesimser som en pendant til nicher og ikke leve skjult i forhold til omverdenen – det er vigtigt at være synlig, fastslog han.

Pris, kvalitet og leveringssikkerhed er et must
Det næste indlæg havde overskriften ” Sæt pris på underleverandørerne”. Dette emne blev behandlet af direktør Bjarne Henriksen Compo Tech A/S, der pegede på en række konstruktive muligheder for underleverandørerne.

Der er mange underleverandører i træ- og møbelindustrien, men der er få af disse, der fokusere så kraftigt på betydningen af at være underleverandør som tilfældet er hos Compo Tech A/S.

Compo Tech der ligger i Herning, producere låger, fyldinger og døre til såvel hjemme- som til eksportmarkedet. Nogle af succesfaktorerne for Compo Tech er en meget kort reaktionstid - med leveringstider på 3 til 10 dage – samt med ordrestørrelser ned til et enkelt styk. Hertil kommer en stor og udpræget fleksibilitet hos vore medarbejdere, fastslog Bjarne Henriksen. Det er vigtigt at der løbende foregår en holdningsbearbejdning i virksomheden og at der er et højt informationsniveau, sagde han.
Kombinationen af en moderne maskinpark og kompetente og fleksible medarbejdere er afgørende for underleverandørernes fremtidige muligheder – og dem er der mange af fastslog Bjarne Henriksen. Mulighederne kommer i takt med den stigende hastighed i udviklingen af nye produkter hvor nærvær og hastighed vil være af stigende betydning for at fastholde konkurrenceevnen.

Det at købe nogle maskiner og teknologi er i sig selv ikke nogen vanskelig opgave. Nej den store opgave ligger i uddannelse af medarbejderne – og her er der fortsat en stor opgave for vores branche, sagde Bjarne Henriksen. Uden en løbende ajourført uddannelse vil ikke kunne konkurrere med landene østpå.
Bjarne Henriksen fastslog afslutningsvis at pris, kvalitet og levering til tiden er et must ! Forskellen ligger i hastighed, fleksibilitet og kompetence.

Fokus på lave indkøbspriser via internettet
”Sæt pris på møbelindustrien” var overskriften for Tvilum-Scanbirks adm. direktør Ole Lund Andersens indlæg.

Tvilum-Scanbirk er en del af Masco Coporation omsætter for ca. 3 mia. kroner om året. Hele Masco koncernen har en omsætniing på 11 mia. USD. Tvilum-Scanbirk har som målsætning at fordoble sin omsætning fra 3 til 6 mia. kroner frem til år 2008 og et positivt driftsresultat på ikke under 15 procent pr. år.

Med vækstrater og indtjeningsgrader på 15 procent har Tvilum-Scanbirk igennem en årrække vist en af de veje som møbelindustrien kunne gå. Udviklingen er et resultat af en meget høj prioritet og fokusering på produktudikling – to om dagen – og ikke mindst en konstant fokus på prisen.

Med to nye produkter om dagen og 400 nye produkter om året kunne Ole Lund Andersen samtidig illustrere den stigende hastighed i produktudviklingen. Den gennemsnitlige levetid for de enkelte produkter er nu nede på 2-3 år. Selvom virksomheden arbejder med prisbillige produkter, er produktionsapparatet i dag så avanceret, at der kan skabes særdeles atraktive møbler til en fornuftig pris. Tvilum-Scanbirk har i 2004 investeret 115 millioner kroner i nye maskiner og udstyr.

Automatisering af produktionen har igennem en årrække været kendetegnende for Tvilum-Scanbirk, og virksomheden har derfor også en målsætning om at der skal produceres i 4 til 5 skift 365 dage om året. Der opereres med udtrykket ”24/7” som står for 24 timer i døgnet i 7 dage om ugen. Der produceres i dag 329 dage om året i seriestørrelser på min. 10 og max. 10.000 styk. Produktiviteten ligger på mellem 80 og 95 procent.

Virksomheden har stor fokus på indkøbspriser som blandt andet understøttes af 2 timers auktioner via internettet hver uge, hvor leverandørerne kan byde ind på de forskellige leverancer. Hertil skal lægges et rigtigt godt ”købmandsskab”, fastslog Ole Lund Andersen.

Ole Lund Andersen ser at salget af designmøbler og de prisbillige møbler vil være i kraftig vækst i de kommende år. Dette vil betyde at de møblertyper der ligger i midtermarkedet i stigende grad vil blive udfaset.

Vi roser vore medarbejdere for lidt
Under overskriften ”Sæt pris på medarbejderne” opfordrede fabrikschef Ejnar Muf fra Vest-Wood til at der rettes øget fokus på uddannelse og engagering af medarbejderne.
Ejnar Muf har igennem en årrække brugt mange timer og penge på uddannelse af de timelønnede medarbejdere, værkførere og organisationen som helhed på Vest-Wood’s afdeling i Herning.
Uddannelserne omfatter ikke bare et enkelt kursus, men en løbende og konstant træning - ellers går det af kog - som Ejnar Muf udtrykte det i sit indlæg. Medarbejderinvolveringen omfatter blandt andet teamwork, træning, kurser i holdninger og forståelse, kommunikation, seminarer, månedlige orienteringsmøder, og løbende påskønnelse af medarbejdernes indsats.

Vi roser vores medarbejdere alt for lidt, fastslog Ejnar Muf. Succes skal vises og ikke mindst påskønnes. Såfremt der laves fejl - så er det vigtigt at der læres af disse - og at der motiveres til at komme videre.

Forskellen på succes og fiasko ligger ofte i medarbejdernes indstilling. Sørg for at virksomheden kommer ind i en positiv spiral og at man samles om de lokale værdier. Samarbejdet med medarbejdere kræver i høj grad respekt, dialog og information - information - information, fastslog Ejnar Muf med en tyk streg under information.

Han fastlog ligeledes at der også er store gevinster for virksomheden ved at interessere sig for de små ting i hverdagen. En generel negativ stemning kan dræne medarbejderne og virksomheden for energi – hvorimod en positiv stemning kan medvirke til det modsatte. Derfor opfordrede Ejnar Muf da også til at armene kommer i vejret hos virksomhedernes ledere, når tingene lykkes og det går godt, og sørge for at det smitter af i hele organisationen. Der er mange gode ting at hente i sportens verden for virksomhederne, sluttede Ejnar Muf.

Øst og Vest holdene
Efter hvert indlæg var der kommentarer fra to hold et såkaldt øst og vest hold.
Øst holdet bestod af Bruno Hansen Slagelse Maskinsnedkeri A/S, Ib Hansen Hyllinge 2002.
Vestholdet bestod af Preben Bager fra HTH Køkkener og John Bredvig ITH.

Politiet lukkede arrangementet
Træets Årsdag blev afsluttet med et meget sigende og utroligt underholdende indlæg fra chefpolitiinspektør Kai Vitrup, der om nogen illustrerede at ledelse ikke er noget man kan lære sig til. Ledelser er lig med vedholdenhed og turde at lede og træde frem og tage føringen. Lederen skal tage et medansvar for de beslutninger der bliver taget fra sin overordnede og være loyal og lederen må ikke tænke for småt, men altid huske på konsekvenserne af sine handlinger. Uden opbakning fra medarbejderne igen optimal opgaveløsning – disse var nogle af Kai Vitrups budskaber til forsamlingen.
Kai Vitrup der er leder af ordenspolitiet i København med 1.600 medarbejdere under sig, er blandt andet kendt for sin rolle i Irak med genopbygning af de lokale politikorps

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078