23948sdkhjf

0204 TA: Fyraftensmøder om arbejdsmiljø

Artikel fra Træ og Industri februar 2004
Tekst Kim Bøhmert, Træets Arbejdsgiverforening

Maskinsikring, certificering og psykisk arbejdsmiljø

I 2003 afholdt Træets Arbejdsmiljøudvalg en række fyraftensmøder om arbejdsmiljø. Møderne blev afholdt i henholdsvis Fjerritslev, Herning, Horsens, Varde og i Gelsted på Fyn.

På fyraftensmøderne blev der set tilbage på året, der gik, men der blev også kigget fremad mod det kommende projekt i 2004 om Psykisk arbejdsmiljø.

Arbejdsmiljøcertificering
Første punkt på møderne var om certificeret arbejdsmiljø. Kim Bøhmert fra DI's Brancheservicecenter for træ- og møbelindustrien fortalte om indholdet af den nye vejledningsmappe om certificeret arbejdsmiljø. Mappen kan bruges af alle, uanset om virksomheden ønsker en egentlig certificering, eller hvis virksomheden blot ønsker at få styr på arbejdsmiljøarbejdet i virksomheden.

Desværre er muligheden for refusion af de indbetalte arbejdsmiljøafgifter bortfaldet ved opnåelse af et arbejdsmiljøcertifikat. Men der er andre fordele ved at blive arbejdsmiljøcertificeret. Ikke mindst virksomhedens profil i forhold til kunder, medarbejdere og i nærmiljøet. Den største fordel er dog, at virksomheden i processen frem mod en certificering bliver tvunget til at kigge på samtlige forretningsgange i virksomheden. Alene her vil udgiften ved en certificering ofte kunne hen-tes ind igen og det med gode renter.

Spørgelysten om hvordan man opnår et certifikat var stor. Flere af de fremmødte BSTer kunne da også berette om en stigende efterspørgsel fra virksomhederne, om rådgivning på netop dette punkt. Det bliver spændende at følge med i, hvor mange virksomheder inden for branchen, der bliver arbejdsmiljøcertificeret.

Nye vejledninger om maskinsikring
Kjeld Sørensen fra Forbundet TIB stod for mødernes andet punkt. "30% af arbejdsulykkerne inden for træ- og møbelindustrien har baggrund i manglende afskærmning eller fejlbetjening af maskiner" startede Kjeld Sørensen. "Derfor har Træets Arbejdsmiljøudvalg sat fokus på at forbedre maskinsikkerheden i branchen for derved at reducere antallet af arbejdsulykker med 15%, fortsatte Kjeld Sørensen.

Vi kender det godt alle sammen, vi står ved en maskine og kan godt se, der er et sikkerhedsproblem, men hvad gør vi ved det? Vejledningsmateriale om sikring af træbearbejdningsmaskiner har været meget sparsomme og ofte mere teoretiske end praktiske.

Træets Arbejdsmiljøudvalg vil i 5 nye selvstændige vejledninger om maskinsikring råde bod på det. De nye vejledninger vil blive udsendt i januar og februar måned. Vejledningerne er lavet som løsark, så de passer ind i vejledningsmappen om arbejdsmiljø i træ- og møbelindustrien under kapitlet "Tekniske hjælpemidler".

De 5 vejledninger omhandler:

1. Generelle principper for maskinsikring
2. Køb af nye maskiner og anlæg
3. Maskiner i drift
4. Reparation og vedligeholdelse
5. Praktiske eksempler om maskinsikring

Hver af de 5 vejledninger er selvstændige vejledninger. Det vil sige, at skal man ud og investere i en ny maskine eller anlæg, så kan man nøjes med at læse vejledningen om "Køb af maskiner og anlæg".

Som noget helt nyt er der nu i en ny vejledning samlet en række gode praktiske eksempler på løsninger af maskinsikringsproblemer. Alle praktiske eksempler indeholder før og efter billeder samt en teknisk beskrivelse af de enkelte løsninger og de formelle krav til de valgte løsninger.

Psykisk arbejdsmiljø
BST-psykologer havde ved alle fyraftensmøderne, et teoretisk oplæg om det psykiske arbejdsmiljø. Desværre faldt de fleste i grøften med for mange generaliseringer og alt for få konkrete erfaringer og oplevelser. Der var dog enkelte undtagelser, hvor de praktiske eksempler kom frem i form af "I kender godt det der med, at man står sammen med en kollega og så ………". Den form, hvor der er sammenhæng mellem teori og praktiske eksempler, gav god pote og stor diskussionslyst. Når det så er sagt, så er det psykiske arbejdsmiljø virkeligt noget, der optager folk meget.

Som afslutning på temaet om psykisk arbejdsmiljø opsamlede Lennart Sørensen fra Forbundet TIB de mange indtryk fra indlæg og de efterfølgende diskussioner. Samtidig med opsamlingen fortalte Lennart Sørensen om projektet om psykisk arbejdsmiljø, som Træets Arbejdsmiljøudvalg vil gennemføre i 2004.

Projektet vil omfatte to elementer. En udgivelse af gode historier om, hvordan virksomheder i praksis har arbejdet med forskellige former for psykiske arbejdsmiljøproblemer. Udgangspunktet vil være den gode historie frem for en problematisering af området. Endelig vil der blive afholdt en række cafearrangementer rundt om i landet, hvor alle kan komme og diskutere virksomhedens egne historier, problemer, løsninger osv.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203