I 2012 oplevede de virksomheder, der er medlem af VinduesIndustrien, en samlet stigning i omsætningen i Danmark på 6,4 procent, mens det på eksportmarkederne blev til et fald på 8,6 procent.
Branchens omsætning udgør nu 4,85 mia. kr., og det er en lille fremgang i forhold til 2011. Niveauet ligger dog samtidig cirka 25 procent lavere end i 2008, hvor omsætningen toppede med ca. 6,5 mia. kr.
- I 2012 har der været seks konkurser, og virksomhederne er stadig presset af de faldende konjunkturer inden for nybyggeriet og markedet for energirenoveringer, som endnu ikke har fået tilført den lovede ”kickstart”. Tværtimod har regeringen nu stoppet for tilskuddet til montering af nye vinduer via boligjob-ordningen, som trods alt havde en mærkbar positiv effekt for branchens virksomheder, lyder det i en kommentar fra VinduesIndustrien.