23948sdkhjf

0104 Tema: Innovativ og serviceorienteret vinduesproduktion med fleksibel maskinpark

Temaartikel om vinduer, døre og facadebeklædning fra Træ og Industri - Januar 2004

0104 Tema:Innovativ og serviceorienteret vinduesproduktion med fleksibel maskinpark

Siden 1978 har man hos Lafodan i Hjortshøj produceret vinduer og døre. Da Jørgen Ladefoged startede firmaet, var det i første omgang som tømrer- og snedkervirksomhed, men det viste sig hurtigt, at der var en god forretning i at producere døre og vinduer, og man har derfor i dag valgt primært at fokusere på dette område med stor succes.

Fleksibilitet med den rigtige maskinpark
”Jeg tror, vi har succes, fordi vi i princippet ikke siger nej til ordrer. Det gælder uanset, om ordren er stor, lille eller speciel. Vores maskinpark er bygget op således, at vi er ligeglade med størrelse osv. Vi laver ofte utraditionelle løsninger, og så er man altså nogen gange nødt til at kunne hekse - især hvis tingene skal laves hurtigt – og det kan kun lade sig gøre, fordi vores maskinpark er skruet sammen, som den er. Det er vigtigt, at vi kan være fleksible. Jeg mener, at fleksibilitet er nøgleordet i en moderne vinduesvirksomhed – specielt i vores størrelse. Hvis vi ikke kan lave en masse forskellige ting, så eksisterer vi ikke. Vi kan ikke leve af kun at fremstille standardvinduer. Det er der så mange, der gør. Vi laver alle typer vinduer og døre – både stardardstørrelser og specialordrer – og de kører igennem lige efter hinanden. Det har vi specialiseret os i, og det er derfor, vi har de maskiner, vi har i dag”, forklarer Jørgen Ladefoged.

Af den store og moderne maskinpark, som Lafodan har i dag, har JUNGET A/S bl.a. stået for leveringen af 3 Weinig kehlemaskiner, 1 Lari & Lari stemmemaskine, 1 Vertongen Pentho 4 vinduesanlæg med fuld cnc-styring i 24 akser fordelt på x og y bestykning, 7 stk. 620 mm og 2 stk. 300 mm hubspindler + 3 stk. 100 mm spindler, 1 Altendorf formatsav, 1 Casadei bordfræser og 1 Italpresse rammepresse. Til opskæringsafdelingen er der leveret en Untha knuser.

Ny maskinpark til alu-bearbejdning
I forbindelse med Lafodans udvidelse af produktsortimentet med vinduer i træ med udvendig aluminiumbeklæding har man i december måned investeret i en komplet maskinpark til bearbejdning af aluminiumsdelene. Den nye alu-maskinpark består af en Tekna Type 133 CNC automatisk afkorter, som kan programmeres til at skære i forskellige vinkler. Maskinen kan skære i alle vinkler fra -45º til + 22,5º, og hukommelsen kan rumme op til 8 forskellige vinkler ad gangen. Indstilling af skærevinkel foregår ved tryk på én tast, hvilket resulterer i en meget kort omstillingstid.

Sammen med saven er leveret rullebaner på begge sider. Den ene af disse er forsynet med et programmerbart elektronisk anslag. Dette anslag kan positioneres enten ved at indtaste det ønskede mål direkte eller ved hjælp af en programmeret skæreliste, der kan rumme op til 80 forskellige mål ad gangen.

Til samling af rammeprofiler er leveret en presse forsynet med specialfikstur og værktøj. I denne presse kan samles profiler til både vinduer og til døre – stort set uden omstilling. Aktivering af pressen foregår ved hjælp af en fodpedal, således at operatør har begge hænder frie til håndtering og ilægning af rammerne.

Tillid er kodeordet
Hos Lafodan har man i mange år valgt at samarbejde med JUNGET A/S. ”Jeg mener, at tillid er kodeordet, når det gælder leverandører, og tillid er derfor også en af de vigtigste grunde til, at jeg handler med Junget, som jeg har et rigtig godt samarbejde med” forklarer Jørgen Ladefoged og fortsætter: ”Jeg lægger meget vægt på personlige relationer, både hvad angår leverandører og kunder. Når det gælder vores kunder, prøver vi bevidst at lave et afhængighedsforhold. Det lyder måske lidt som en eller anden pusher, men det drejer sig simpelthen om, at vi prøver at give vores kunder en service, som de ikke vil undvære igen. Hvis der f.eks. skal laves en ejendom inde i byen, så tilbyder vi at levere de vinduer, de kan nå at sætte i på en dag. Næste morgen kommer vi igen med et nyt hold vinduer, og næste morgen med endnu et hold vinduer osv. Det skal vores kunder bare prøve én gang, så vil de ikke prøve andet. Vi prøver at skille os ud fra mængden ved at yde en ekstra service. Derfor tilbyder vi også rådgivning til vores kunder. Fordi vi selv har haft en tømrerforretning, har vi selv monteret tusindvis af vinduer og ved, hvad det vil sige. Derfor har vi den know-how, der skal til for at give en god rådgivning. Vi kan med andre ord tilbyde en know-how, som mange ikke kan tilbyde.”

Vil købe en ny maskine hvert år
Om overvejelserne omkring investeringer i nye maskiner fortæller Jørgen Ladefoged: ”Det er vigtigt at investere på det rigtige tidspunkt og at tænke fremad. Jeg har den filosofi, at vi helst skal købe en ny maskine hvert år. Og det er der flere grunde til. En af dem er fastholdelse af medarbejdere. Det er vigtigt af og til at få en ny, smart og moderne maskine, som kan en masse ting. Hvis man bare ligger i stampe, og der ingenting sker, så bliver det en søvnig fabrik. Det er godt, at der kommer noget nyt i form af en ny maskine eller et nyt tiltag. Det giver et nyt friskt pust, og det er styrkende for medarbejderne og for deres lyst til at blive på stedet. Medarbejderne skal være stolte af deres virksomhed, for ellers har de ikke den rigtige indstilling. Det er vigtigt, at man som virksomhed holder sig up-to-date for at motivere medarbejderne, og at medarbejderne føler, at de har nogle lækre maskiner at arbejde med. Det betyder også, at det ofte er efter 80/20 filosofien, når jeg køber nye maskiner. Det vil sige, at der ved et maskinkøb er tale om 80% fornuft og 20% legetøj. Jeg mener godt, at der må være 20% legetøj ved et maskinkøb. Man vil jo gerne have noget nyt og noget, der er lidt smartere, og det vil medarbejderne også. Det er nok også derfor, at vi har flere medarbejdere, som har været i firmaet i over 20 år. Det er desuden et godt signal at sende til kunderne, at vi følger med. Kunderne kan se, at vi har grejet. De behøver ikke at være nervøse for, om vi kan lave tingene, for de kan se, at vi har maskinerne til det”.

Vigtigt at være innovativ
Noget af det, som kendetegner Lafodan, er, at man ser frem i tiden. ”Der er mange, der bare går og venter. Men det er vigtigt, at man tager aktion og får det optimale ud af tingene. Det er vigtigt at være innovativ, at se fremad, at have nogle planer, sætte sig nogle mål og udvikle sig”, mener Jørgen Ladefoged. ”Hvis du ikke sætter dig nogle mål, så har du ikke noget at arbejde hen imod. Det er vigtigt at sætte struktur på tingene.”

Fremtiden sikret med ny kompagnon
At tingene er sat i struktur og fremtiden er sikret hos Lafodan, hersker der ingen tvivl om. Jørgen Ladefoged har for nylig fået en kompagnon i Brian Venneberg, og man har aftalt, at han i 2010 skal overtage firmaet. ”Jeg behøver derfor ikke længere at spekulere på, hvem der skal køre firmaet videre. Det er afklaret, og det har jeg det godt med”, slutter Jørgen Ladefoged.
KHA

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109