0104 Tema: Nyt stærkt team inden for salg ef vinduesværktøjer og produktionsoptimering
Temaartikel om vinduer, døre og facadebeklædning fra Træ og Industri - Januar 2004
0104 Tema: Nyt stærkt team inden for salg af vinduesværktøjer og produktionsoptimering
Tekst Kaj Hansen Træ og Industri- Unimercos overtagelse af Lind Maskiners værktøjsdivision giver nye muligheder
Siden slutningen af 60´erne har Unimerco leveret Stark vinduesværktøjer på det danske marked og har dermed opbygget en stor viden om vinduesværktøjer og anvendelsen deraf. I foråret 2002 blev programmet udvidet med forhandlingen af Rekord vinduesværktøjer i Skandinavien samt England, fortæller Henning Larsen fra Unimerco A/S.
Efter overtagelsen af Lind Maskiners værktøjsdivision er Freud vinduesværktøjer nu også en del af programmet, og Unimerco står nu med det absolut bredeste og bedste program af vinduesværktøjer til såvel de større vinduesproducenter som det lille maskinsnedkeri, konstatere Henning Larsen.
At have de rigtige værktøjssystemer er vigtigt, men endnu vigtigere er viden om værktøjernes anvendelse hos vinduesproducenten. Denne ekspertise, som Lind Maskiner gennem mange år har opbygget, er bevaret, idet alle vinduesværktøjseksperter fra Lind Maskiner - med Jens Evald Madsen i spidsen - nu er en del af Unimercos vinduesteam. De tidligere Lind-medarbejdere er således nu en del af ca. 35 interne og eksterne salgsteknikere og konstruktører, som står til rådighed for døre-/vinduesindustrien.
De danske producenter af døre og vinduer har nu alle muligheder for at få store fordele ud af den nye konstellation på det danske marked. Unimercos altovervejende fokus de seneste par år har været at medvirke til at sikre en optimal produktionssituation hos vore kunder. Gennem UM SOP-konceptet, hvor SOP står for Systematisk Optimering af Produktionen, har vi sikret mange kunder besparelser, som flere gange er løbet op i flere hundrede tusinde kroner.
Det er ikke værktøjerne i sig selv, som giver sådanne besparelser. Ved et SOP-samarbejde er fokus i langt højere grad forøgelse af produktionsvolumen, nedbringelse af maskinstilstandstid, processoptimeringer mv. Omhyggelige tekniske og økonomiske analyser danner grundlaget for rådgivningen og produktionen af netop de værktøjstyper, som muliggør besparelserne.
Men dette er ikke det hele. Unimercos store ekspertise indenfor værktøjsvedligeholdelse og belægningsteknologi har allerede givet flere vinduesproducenter store omkostningsbesparelser. Et eksempel er således fingerskaringsværktøjer, hvor belægning typisk forlænger standtiden 2-3 gange. Endnu et interessant område er udvidet værktøjsstyring, som er indarbejdet hos en række vinduesproducenter. Idéen i dette koncept er, at Unimerco overtager styringen af forudaftalte værktøjsbeholdninger i dertil indrettede Unimerco-værktøjsskabe, som placeres hvor kunden ønsker det.
Fordelen for kunden er ifølge Henning Larsen blandt andet mindre tidsforbrug til overvågning af værktøjsbeholdninger samt færre mangelsituationer og dermed mindre maskinstilstand.
Endelig skal ikke glemmes Unimercos store kapacitet, som muliggør egenproduktion af specialløsninger og profilskær på kort tid.
Alt i alt mange spændende nyheder, som den danske vinduesbranche kan se frem til, slutter Henning Larsen.