23948sdkhjf

Stagneret hjemmemarked fremrykker vækststrategi

På grund af udsigterne for det danske byggemarked har Taasinge Elementer valgt at fremrykke et planlagt indtog i Norge.
Som omtalt her på Wood Supply tirsdag har Taasinge Elementer købt sig ind som medejer i norske Fronta Element med ambitionen om at øge eksportandelen fra de nuværende 15-20 procent til 30 procent i løbet af to til tre år.

Ifølge divisionsdirektør Lauritz Rasmussen har Taasinge Elementer længe haft øget eksport som et strategisk mål, men oprindeligt indgik det først i virksomhedens planer fra omkring 2014. På grund af det stagnerede danske byggemarked er vækststrategien imidlertid fremrykket.

- Vi kommer til at bruge vores nye position i Norge som en overordnet platform for vores salgs- og markedsføringsaktiviteter i landet. I første omgang koncentrerer vi os primært om Vestlandet, men vi har også allerede gang i dialogen med en lang række spændende entreprenører i Oslo-området, siger Lauritz Rasmussen.

Potentialet er stort
Fordelene ved det norske samarbejde er til at få øje på. Fronta Element har etableret en produktion i Tysnes i det vestlige Norge. Det betyder, at Taasinge Elementer har adgang til en basisproduktion på stedet, der vil komme til at supplere den primære produktion på fabrikkerne i Svendborg og Hampen. I første omgang handler det om produktion af præfabrikerede træelementer til boligbyggeri, men også løsninger erhvervsbyggeri bliver en del af den fremtidige portefølje.

Taasinge Elementer bidrager dels med kapital og dels med et koncept af præfabrikerede elementer, som nordmændene primært kender fra typehusbyggeri. Men dét at Taasinge Elementer kan præfabrikere facadeløsninger til individuelt byggeri, er nyt set med norske øjne. Derfor er Lauritz Rasmussen meget positiv i forhold til vækstpotentialet, som på ingen måde er sammenligneligt med situationen i Danmark:

- Vi tror ikke på den store vækst i Danmark inden for de nærmeste år. Her på hjemmemarkedet kommer det mest til at handle om energirenoveringer og ikke så meget om nybyggerier i de første mange år. Derfor går vi hele vejen i det norske marked, som jo i forvejen er meget motiveret for træbyggeri, ligesom byggeaktiviteten er langt højere end i Danmark. Derfor vurderer vi det norske potentiale som meget stort, siger han.

Divisionsdirektøren peger på, at nordmændene bygger omkring 30.000 boliger om året og ca. 4 millioner kvadratmeter erhvervsbyggeri. Til sammenligning bygges der kun 8.-9.000 boliger og ca. 250.000 kvadratmeter industribyggeri årligt i Danmark.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079