23948sdkhjf

Huscompagniet forventer et omsætningsfald på 2 milliarder

Alle centrale tal står til at blive reduceret markant i år for landets største husbygger 

Kigger man ind i Huscompagniets udmeldte forventninger til indeværende regnskabsår - 2023 - er udsigterne noget dystre. 

Landets største typehusvirksomhed præsenterede ellers et "flot og tilfredsstillende regnskab" torsdag morgen, men Huscompagniet og adm. direktør Martin Ravn-Nielsen har ingen tid til at fejre med hverken champagne eller konfettirør.

For Huscompagniet forventer således et kæmpe rap over nallerne allerede i år.

Hvor omsætningen sidste år endte på rekordhøje 4,3 mia. kr., ser virksomheden ind i en halvering i år. Forventningen lyder således på en omsætning i 2023 på et sted mellem 2,2 og 2,5 mia. kr. 

- Vores økonomiske guidance for 2023 afspejler en fortsat reduceret synlighed i et marked med usædvanlige usikkerheder drevet af den geopolitiske situation kombineret med høj inflation og volatile renter, starter ledelsen således en kommentar om 2023-forventningerne, der er udkommet via en fondsbørsmeddelelse.

De fortsætter:

- Den potentielle påvirkning fra disse faktorer er elementer, der påvirker Huscompagniet negativt. Vores forventninger til 2023 vil derfor omfatte et bredere guidanceområde og mindre kvantificerede forudsætninger end tidligere år.

Den forventede tilbagegang går igen i de øvrige centrale tal. 

EBITDA før særlige poster ventes i niveauet 75-125 mio. kr., og EBIT mellem 25 og 75 mio. kr. 

I 2022 var tallene henholdsvis 348 mio. kr. og 268 mio. kr.

Huscompagniets ledelse understreger samtidig, at forventningerne til 2023 hviler på "en antagelse om, at der ikke sker alvorlige afbrydelser af forsyningskæder, at råvarepriserne ikke stiger markant, og at markedet langsomt vil stige i løbet af 2023".

Halvt så mange huse

Også på antallet af færdigbyggede huse ventes en halvering. 

Mens Huscompagniet i 2022 afleverende rekordmange huse, 2.003 stk. for at være præcis, lyder 2023-forventningen på mellem 900-1.100 færdige huse.

Det skyldes ikke mindst, at typehusfirmaets salg i 2022 har været stærkt dalende.

Specifikt for dobbelthussegmentet ventes omsætningen at ligge på mellem 350-450 mio. kr.

Ændringer i organisationen og i den svenske forretning får også særlig omtale - og ikke i den positive grad. Således er der udsigt til en henstilling på 5-10 mio. kr. forbundet med "omorganisering i alle segmenter og ledelsesændringer i Sverige".

Endelig er der skidt nyt til aktionærerne. Udbytte suspenderes i 2023. Men - påpeges det – så forventer firmaet at genoptage udbyttebetalinger, når ”gearingen er tilbage på passende niveauer”.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078