Køkkenfirmaet HTH, der ejes af den svenske køkkenkoncern Nobia, oplever fortsat succes på det kinesiske marked. For at bevare og fortsat styrke succesen i Kina har HTH indgået agentaftaler med to store agenter i Kina – Coscokoncernen og for nyligt Haier-koncernen.
Det oplyser dagbladet Børsen i dag.
- For os er de to agenter det perfekte miks. Deres netværk på det kinesiske marked er enormt, og strategisk er det af afgørende betydning for vores gennemslagskraft i Kina, siger adm. direktør Henning Storm fra HTH til avisen.
Henning Storm ser et stort potentiale i det kinesiske marked, og han forventer, at Kina vil indtage en plads på HTH’s top ti liste over virksomhedens bedste markeder.