23948sdkhjf

Danmark sender 42 mobile boliger til jordskælvsramte Tyrkiet

Enheder, der skal til Tyrkiet, ligner ifølge dansk beredskab campinghytter. Varme og aircondition følger med.

Mange tusinde mennesker står uden tag over hovedet, efter at voldsomme jordskælv ramte Tyrkiet og Syrien for to uger siden. For at hjælpe nogle af dem sender Beredskabsstyrelsen i denne uge 42 såkaldte beboelsesenheder - små boliger - til Tyrkiet. Det siger Jens Oddershede, der er chef for Beredskabsstyrelsens internationale beredskab.

Ifølge beredskabschefen er der tale om boliger, som ligner campinghytter. Cirka fire personer kan bo eller arbejde i en bolig.

 - Det er enheder på 14 kvadratmeter hver, som kan stå alene, eller de kan bygges sammen i klynger, så det nærmest bliver containerbyer.

- Hvis du kan forestille dig, når du er på en campingplads, så kan man vælge at bo i telt, eller man kan bo i de der lidt faste installationer. Det er sådan nogle ligesom de faste installationer, kan du sige, siger han.

Skulle gå til Ukraine

Beslutningen om at levere de 42 enheder er taget af regeringen, efter at Tyrkiet og Syrien for to uger siden blev ramt af voldsomme jordskælv. Efterfølgende har Tyrkiet gennem EU anmodet om faciliteter til midlertidig indkvartering. Det er her, at det danske beredskab er kommet i spil. Boligerne skulle ellers være sendt til krigsramte Ukraine.

Med donationen fra Danmark følger varme og aircondition til boligerne. Derfra skal tyrkiske myndigheder selv stå for at fylde madrasser eller skriveborde og stole ind i dem. Eller få hjælp fra organisationer.

Boligerne kan både bruges til at huse mennesker, der står uden et hjem efter jordskælvene, eller til nødhjælpsarbejdere, som arbejder i området. Også her vil det være op til de tyrkiske myndigheder at afgøre, hvad der skal ske.

Når boligerne først er sat op, kan man til gengæld bo i dem i noget tid. Og de kan også bruges i fremtiden, hvis der skulle blive brug for dem i Tyrkiet igen.

- Når den først står der, kan den selvfølgelig godt tages ned og sættes op igen, siger Jens Oddershede.

- Men det er hensigten, at det er en mere fast og mere bekvemmelig form at bo i end et telt er, så der er mulighed for, at man kan bo der i længere tid.

Millioner er hjemløse

Enhederne vil i første omgang blive kørt til Tyrkiet med lastvogne. De ventes at være fremme om en uges tid.

I alt har over 47.000 mennesker mistet livet, efter at voldsomme jordskælv ramte Tyrkiet og Syrien den 6. februar. Størstedelen af ofrene er i Tyrkiet. Millioner er desuden blevet hjemløse i de to lande.

Mandag aften melder Det Europæiske Seismologiske Center, EMSC, at endnu et jordskælv har rystet grænseregionen mellem Tyrkiet og Syrien. Det er blevet målt til at have en styrke på 6,3 ifølge EMSC. Indtil videre er der ingen oplysninger om, hvorvidt skælvet har kostet menneskeliv.

Mandagens donation fra Danmark, der samlet koster omkring tre millioner kroner, kommer i rækken af flere danske bidrag til Tyrkiet og Syrien. Boligerne er dog alene målrettet Tyrkiet. 

- I første træk er det noget, tyrkerne har efterspurgt via EU. Det er også via EU, vi gør det. Vi har ikke set noget fra Syrien ad de kanaler, vi normalt ser den slags ting.

- Men det er da rigtigt, at når man ser nyhederne fra Syrien, kunne det også godt virke, som om de kunne bruge det. Men nu er det Tyrkiet, vi sender det til, for vi kan kun bruge det en gang, siger Jens Oddershede.

Pengene til donationen og en del af transporten kommer fra udviklingsbistanden. EU finansierer den anden del af transportudgifterne.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125