23948sdkhjf

Vinduesproducent sparer kloden for en million kørte kilometer med ny topcoat

Et nyt samarbejde har set dagens lys i Hurup Thy, hvor Idealcombi med en ny topcoat fra Sherwin-Williams gør klar til at reducere udledningen af klimagasser betragteligt.

Ifølge parterne er det første gang, den danske vinduesindustri introduceres for en biobaseret topcoat, og mens man hos Idealcombi ser frem til at kunne belaste kloden mindre, forventer Sherwin-Williams, at det bliver startskuddet til en ny og mere biobaseret æra.

– Ved at udskifte den fossilbaserede topcoat til en biobaseret kan vi nedsætte CO2e-udledningen med 0,84 kg CO2e pr. kilo topcoat, vi bruger, som en del af vores produktionsprocesser, fortæller Jørgen Bonderup, indkøbschef hos Idealcombi om skiftet til den nye topcoat, der er fremstillet på delvist biobaseret materiale.

Ifølge Henrik Holm, adm. direktør hos Sherwin-Williams Denmark, er det ikke alle komponenter, der endnu kan erstattes af grønnere alternativer.

– Det, vi skifter ud, er selve bindemidlet i malingen, men der er selvfølgelig mange andre komponenter, der endnu ikke kan fremstilles i en biobaseret udgave, forklarer direktøren.

Ikke desto mindre er der allerede nu markante besparelser at høste på klimakontoen. For Idealcombis tilfælde har man således beregnet, at skiftet vil medføre en årlig CO2e -besparelse svarende til 1 mio. kørte km eller næsten 27 gange rundt om jorden i en bil.

– Baseret på sidste års forbrug af topcoat estimerer vi, at vi ved at bruge Sherwin-Williams’ biobaserede topcoat i stedet for den fossilbaserede version vil reducere vores potentielle CO2e -udledning med128.300 kg CO2e. Det, synes vi bestemt, er værd at tage med, fastslår Jørgen Bonderup.

Skiftet skal være let

Hos Sherwin-Williams Denmark er stoltheden da også til at få øje på.

– Vi er meget stolte over at være de første til at kunne tilbyde en biobaseret topcoat til det danskevinduesmarked, og vi er glade for, at Idealcombi har besluttet at skifte deres topcoat til vores nye, biobaserede version, siger Sales Account Manager Gitte Kohls, der sammen med resten af Sherwin-Williams-teamet har arbejdet tæt sammen med Idealcombi i hele processen.

Og det er ifølge Henrik Holm et samarbejde, der har givet god mening at indgå i.

– Vi ser Idealcombi som en strategisk god samarbejdspartner for Sherwin-Williams, og vi ser et godt match mellem Idealcombis strategi og vores, hvor vi har specielt fokus på hele tiden at kunne tilbyde bæredygtige systemer til vores kunder - ikke bare til vinduesindustrien, men til hele træindustrien generelt, siger direktøren.

Virksomheden har i disse år stort fokus og bruger mange udviklingsressourcer på at udvikle specielt biobaserede produkter, som minimerer den potentielle CO2e -udledning. Målet er at kunne tilbyde så mange produkter som muligt i en biobaseret udgave.

– Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at kunne tilbyde alle produkter i en biobaseret variant, men mulighederne udvides hele tiden. Vi har pt. cirka 1.000 recepter i Europa, som er biobaserede, og sortimentet udvides kontinuerligt, fortæller Henrik Holm og fortsætter:

– Vi har under udviklingen af de biobaserede produkter stort fokus på, at kunderne skal kunne skifte til biobaserede produkter uden at skulle foretage investeringer eller ændre i de almindelige arbejdsprocesser men blot udskifte produkterne én til én.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079