23948sdkhjf

Pladeleverandør belønnet for grøn indsats

Da Skive Kommune i slutningen af januar hyldede det lokale erhvervsliv, blev pladeleverandøren HEM Denmark belønnet for sin grønne indsats. Virksomheden løb således med årets Rent Liv-pris fra kommunen, der i uddelingen lagde vægt på virksomhedens store fokus på bæredygtighed og sporbarhed.

– De har blandt andet udviklet deres egen CO2-beregner, og de fokuserer på bæredygtige løsninger inden for byggebranchen, lød det over højtaleren, da salgschef og medejer Bo Heilskov gik på scenen for at modtage prisen.

Den glade modtager lagde vægt på stoltheden ved anerkendelsen fra det lokale erhvervsliv, men også værdien i at bruge prisen aktivt i den branche, HEM Denmark opererer i.

– Vi er overraskede og meget glade for at vinde prisen. Det betyder meget, at det lokale erhvervsliv har set os og bemærket vores arbejde. Det har ligeledes en stor værdi for os som virksomhed at kunne signalere udadtil, at vi har vundet en bæredygtighedspris i Skive Kommune, som af Dansk Industri er kåret som den bedste til grøn udvikling, sagde Bo Heilskov ifølge en pressemeddelelse umiddelbart efter modtagelsen af prisen.

Siden nomineringen i efteråret har både ledelse og medarbejdere i HEM Denmark ifølge Bo Heilskov været spændte på, hvordan udfaldet ville blive til selve prisuddelingen, og det har skabt god energi på arbejdspladsen.

– Vi var meget beærede over at blive nomineret, for der var mange gode virksomheder med i opløbet. Og jeg ville da også lyve, hvis jeg sagde, at der ikke har været lidt nerver på, sagde Bo Heilskov.

Han understreger, at Rent Liv-prisen er en blåstempling af det arbejde med bæredygtighed, virksomheden har gjort i mange år, og som nu er blevet et fokusområde i hele verden.

– Det er fedt, at vi kan tage den her pris med til kollegerne og sige, at det vi gør i hverdagen, bliver anerkendt og gør en forskel, sluttede Bo Heilskov.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078