Den store svenske køkkenkoncern Ballingslöv International AB har overtaget Geislergruppen, der er en dansk producent af bordplader til køkkener og badeværelser.
Ved overtagelsen fusioneres Geislergruppen med Dansk Formplade Industri i Herning, som også ejes af Ballingslöv. Det oplyser dagbladet Børsen i dag.
- Vi regner med fremtidig at kunne levere både bedre og billigere produkter til mere konkurrencedygtige priser til vore kunder – også på bordplader. I dag er alle så professionelle, at det ikke betyder noget, at vi leverer bordplader. Eksempelvis køber vi da også selv ind fra et Ikea-foretagende. Det ser jeg ingen problemer i, siger koncernchefen fra Ballingslöv til avisen.
Med fusionen mellem Dansk Formplade Industri og Geislergruppen vil en ny stor bordpladeproducent i Europa blive dannet med over 300 mio. kr. i omsætning fra starten.
