23948sdkhjf

Møbeldesigner er klar til Köln messe 2007

Møbeldesigner Henrik Lehm fra Aalborg fik blod på tanden, da han for to år siden blev indstillet til prisen ”Interiør Innovation Award” med spisestuestolen Tiger på den internationale møbelmesse i Køln. Næste år deltager han igen – denne gang præsenterer han bl.a. et udtræksspisebord, der passer til Tiger-stolen.
Møbeldesigner Henrik Lehm fra Aalborg har siden barnsben været fascineret af at skabe ting. Denne fascination drev ham forbi Aalborg Universitet, hvor han i 1990’erne blev uddannet civilingeniør på linien for anlæg og konstruktion. Ingeniøropgaverne har dog ikke optaget ham meget, siden han forlod universitet i 1993 – men det har møbeldesign derimod.

- Jeg er meget håndværksorienteret, og jeg elsker at skabe ting. Efter uddannelsen på Aalborg Universitet havde jeg en overgang egen virksomhed inden for design og produktudvikling sammen med en kollega. Efter to år gik vi dog hver til sit, forklarer Henrik Lehm, der siden har arbejdet som designer og konsulent for flere danske træ- og møbelvirksomheder.

Tiger spisestuestol designet af Henrik Lehm.Med kombinationen af teknisk snilde og en stor forkærlighed for møbeldesign har Henrik Lehm løst et utal af designopgaver for flere danske virksomheder blandt andre Friis & Moltke Design, Højer Møbler, Sindby & Co samt Jesper Office og Dencon.

Tiger blev nomineret til pris på Köln messen
Siden 2005 har Henrik Lehm været tilknyttet Gramrode Møbelfabrik i Juelsminde som freelance-møbeldesigner i en fast royalty-kontrakt. I 2005 designede Henrik Lehm spisestuemøblet Tiger til Gramrodes møbelkollektion Naver, der blev nomineret til den prestigefyldte pris Interior Innovation Award i kategorien ”Bedste detalje” på den internationale møbelmesse i Köln 2005.

- Tiger vandt ikke prisen. Vi indstillede selv stolen til prisen, for stolen har den specielle detalje, at armlænene går sammen med ryggen. Selvom stolen ikke vandt prisen, var jeg meget overrasket og glad for, at den blev nomineret, fortæller Henrik Lehm.

Henrik Lehm er ikke en møbeldesigner, der skaber møbler for, at de skal se godt ud. Siddekomforten er alfa omega for den nordjyske designer. Uanset om der er tale om en konferencestol eller en spisestuestol, skal siddekomforten være i top.

Udtræksspisebord med keramiske plader
I øjeblikket er Henrik Lehm i gang med at forberede sig til næste års møbelmesse i Köln. Denne gang vil designeren og Gramrode Møbelfabrik sammen fremvise et spisebord med en række funktionelle detaljer, der også indgår i Naver-kollektionen.

- Vi har udviklet et spisebord med nyt udtrækssystem, der passer til Tiger-stolen. Udtræksbordet kan bruges både som spisebord og som konferencebord. Det der er helt specielt ved bordet er, at udtrækspladerne, max 5 stk. der mere end fordobler bordets længde, understøttes af et udtræksmagasin med et ekstra par ben, som automatiske slås ned, hvilket giver det udslåede bord stor stabilitet. Udtrækket er samtidigt magasin med plads til to af tillægspladerne samt diverse duge, salt og peber. ”som en skuffe” trækkes det ud og pladerne lægges op i samme højde som ”hovedbordet”. Det skal være let at have et udtræksbord. Alle skal kunne betjene udtræksfunktionen, og samtidig skal det helst ikke kunne ses, på bordet, at det er et udtræksbord. Disse funktioner indeholder vores nye spisebord, forklarer Henrik Lehm.

Henrik Lehm er særligt begejstret for en af bordplade valgmulighederne, som foruden massivt træ og laminat, er en helt ny type bordplade med keramisk top, som udmærker sig ved, at være ualmindelig holdbar.

- Den keramiske-bordplade, der er limet fast til en krydsfinerplade, er en virkelig funktionel og smart detalje ved udtræksbordet. Vi vil indstille udtræksbordet til næste års pris Interior Innovation Award på Köln-messen 2007 i januar under kategorien ”Bedste detalje” og ”nyt materiale”, som vi gjorde med Tiger-stolen, fortæller Henrik Lehm.

Leopard Stol designet af Henrik Lehm.Det er den italienske virksomhed Laminam, der står bag forhandlingen af de keramiske-plader som kun er 3 mm. tykke. Efter Henrik Lehm blev introduceret for materialet, har han siden samarbejdet med Laminam om at videreforhandle materialet i hele Norden.

I øjeblikket er Henrik Lehm ved at sætte sidste finger på udtræksbordet, der første gang internationalt skal vises frem på næste Köln-messe. Ud over bordet vil der på Gramrodes stand på messen vises nyheder, som den nye lette stol Leopard, der på lige fod med Tigerstolen, består af massive dampbøjede træ tremmer og et understel i Ø11 mm. stål.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078