23948sdkhjf

Teak hitter i Taiwan: Gustav sender containervis af brugte møbler ud af landet

Når danskerne ikke gider se på den gamle lænestol, skænken, spisebordet eller andre møbler af ældre dato, får møblerne i mange tilfælde nyt liv i Asien og Østeuropa.

Genbrugsforhandler Gustav Theilmann, indehaver af Antiquis Aalborg, sælger nordjydernes aflagte møbler til udlandet i stort tal.

Det skriver Nordjyske.

Opkøberne findes primært i Ungarn og Taiwan, hvor indbyggerne bl.a. er vilde med at flade ud i danskernes gamle, magelige læderlænestole eller indrette sig med klassiske møbler fra 70'erne og 80'erne.

- De møblerer deres hjem med borde, reoler og kommoder i palisander, teak og andre mørke træsorter, som danskerne har kasseret, fortæller Gustav Theilmann, der også sælger møbler til opkøbere i blandt andet Japan, Sydkorea og Australien.

- Jeg vil skyde på, at cirka halvdelen af min omsætning kommer fra varer, der sælges til udlandet, fortæller Gustav Theilmann.

Det er ikke udelukkende mørke træsorter, der afsættes i Asien. De senere år har der været stor interesse for de klassiske borde og stole designet af Rud Thygesen og Johnny Sørensen for Magnus Olesen.

Møblerne blev i 80'erne benyttet på kontorer, i skoler og institutioner og sås ofte i børnestørrelse i lægens venteværelse. Med årene røg de ud på genbrugsmarkedet.

Virksomheden har for nylig relanceret serien i nye farver, men de brugte møbler er stadig yderst populære i udlandet, og efterspørgslen er stigende herhjemme.

I Taiwan er der også stor interesse for de gamle klassiske Siesta-læderlænestole, som Gustav Theilmann sælger til opkøberne for mellem 800 og 1500 kroner.

- Selvom der løber omkostninger på til fragt, kan det stadig betale sig for opkøberne at hente de danske møbler til den anden side af jorden - i Taiwan går lænestolene måske for 5-10.000 kroner, fortæller Gustav Theilmann.

Mens Taiwan har markeret sig som hovedleverandør af mikrochips til den elektronik, vi benytter os af, har vi altså også noget, som de efterspørger og er parate til at betale for.

Gustav Theilmanns faste opkøber i Taiwan har for nylig haft en 13 meter lang lastbil til at køre rundt i Danmark for at samle varer sammen fra diverse genbrugsforhandlere. Møblerne køres til enten Aarhus eller København og anbringes i containere, hvorefter de udskibes med kurs mod Asien.

- De udenlandske opkøbere går efter alt det, der ikke kan sælges i Danmark, så de kan få det til en god pris, fortæller Gustav Theilmann.

Blandt de dyreste varer, Gustav Theilmann har solgt ud af landet, er en palisanderskænk til 30.000 kr., der har fået nyt liv i Polen, et Wegner sofasæt til 80.000 kr. og en Wegner-sofa til 60.000 kr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078