23948sdkhjf

Så skal Danmarks bedste renovering findes

Kampen om at finde Danmarks bedste renovering bliver nu skudt i gang; Indstillingsperioden for Renoverprisen 2023 er åbnet.

– Med Renoverprisen ønsker vi at hylde vellykkede og nytænkende renoveringsprojekter, som kan være med til at inspirere andre til at renovere i stedet for at bygge nyt. Det er både med til at bevare vores bygningskultur til gavn for os alle sammen, og det kan samtidig også være mere bæredygtigt, siger Susanne Borenhoff, adm. direktør i Grundejernes Investeringsfond.

Udover Renoverprisens hovedpris uddeles i år også en specialpris, der går til et mindre projekt, hvor hele holdet bag har opnået gode resultater uden at have haft mange midler til rådighed.

Renoverprisen - tre vindere i 2022

2022 var et helt særligt år for Renoverprisen, da hele ni projekter blev nomineret til prisen i anledning af Renoverprisens 10-års jubilæum, og der skulle ligeledes findes tre vindere inden for kategorierne: Bolig, erhverv og institution. Vinderne blev fundet på baggrund af 144 indstillede projekter.

Det blev Fabers Fabrikker, Retten i Aarhus – Erhvervsarkivet og Vestsalen i Fængslet der løb med de tre priser.

Kilde: Renoverprisen

– Mange renoveringsprojekter bliver faktisk gennemført for relativt få midler, og dem vil vi gerne give et stort klap på skulderen. Vinderen af specialprisen skal derfor findes i et projekt, hvor der er tænkt kreativt, og hvor folkene bag er nået i mål på uforudsete måder, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i den filantropiske forening Realdania.

Parterne bag Renoverprisen håber på at modtage indstillinger fra alle typer af renoveringsprojekter; fra renovering af almene og andelsboliger til transformation af en tidligere industribygning til lejligheder, eller en landsbyskole, der har fået nyt liv som kulturcenter.

Indstillinger kan ske frem til den 1. marts 2023, og de nominerede projekter bliver offentliggjort medio juni. Vinderholdet af både Renoverprisen og Specialprisen kåres ved en prisfest i september 2023.

Renoverprisen 2023 - Kriterier til de nominerede

De indstillede projektet bedømmes overordnet set ud fra følgende spørgsmål: Renoveringsprojekter påvirker klima, ressourcer og mennesker. Hvordan har man sikret, at projektets påvirkning bliver mindst mulig, og at resultatet for brugerne og omgivelserne bliver bedst muligt? 

Derudover vægtes følgende kriterier:

Bæredygtighed: Projektet har generelt fokus på bæredygtighed i alle faser og i selve løsningen, herunder især reduktion af CO2-emissioner og øvrige klimahensyn. Fra genanvendelige, miljørigtige og eventuelt genbrugte materialer i etableringsfasen til ressourceforbrug på byggepladsen og bygningens daglige drift. Der er generelt arbejdet med dokumentation af projektets aftryk på klima, miljø og jordens ressourcer.

Brugskvalitet og bidrag til omgivelserne: Projektet fungerer optimalt og vurderes positivt af brugerne. Samtidig gør projektet en forskel for de nære omgivelser ved at bidrage med sociale, arkitektoniske og oplevelsesmæssige kvaliteter. 

Udførelseskvalitet og værdiforøgelse: Håndværk, rådgivning og arkitektur i projektet er udført på et højt fagligt niveau. Løsningen har desuden givet et værdiløft – både for bygningen, for ejerne og for brugerne.  

Eksempelværdi: Projektet rummer et potentiale for at danne skole og udvikle renoveringsdisciplinen. Gennem de konkrete løsninger tjener det som eksempel og inspiration for andre – både i stor og lille skala. 

Samarbejde: I alle led af byggeprocessen har samarbejdet mellem bygherre, rådgivere, udførende, brugere og myndigheder været velfungerende og eksemplarisk.

Kilde; Renoverprisen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064