Lars Larsen vil indtage verden med Jysk-koncernen. Inden for de næste to år forventer dyne-kongen at gøre sit indtog på det kinesiske marked med opstart af 500 Jysk-butikker.
Det oplyser Dagbladet Børsen i dag.
På et Børsen Executive møde i Silkeborg i går offentliggjorde Lars Larsen, at han allerede har afholdt møder med potentielle nye partnere, der skal føre Jysk-koncernen ind på det store kinesiske marked.
- Jeg vil tro, at der er plads til 500 Jysk-butikker, men er ikke i tvivl om, at der om 10 år er plads til 5000 butikker i landet, sagde Lars Larsen i går til avisen.
Dynekongen forventer, at de kinesiske forbrugere flerdobler koncernens salg på sigt. Vil der blive plads til 5.000 Jysk-butikker på det kinesiske marked, forventes koncernen at runde ca. 50 mia. kr. i mulig omsætning.