23948sdkhjf

November satte konkursrekord - en stor bølge rammer nu

Prisstigninger begynder for alvor at gøre ondt på forbrugere og virksomheder.

I november gik 331 virksomheder, der har ansatte, konkurs.

Det viser en opgørelse baseret på oplysninger i Statstidende, som eStatistik har foretaget for erhvervsorganisationen SMVdanmark.

- Det er det højeste antal i statistikkens historie. Og det er et alarmerende niveau, siger konsulent i SMVdanmark Lasse Lundqvist.

- Det betyder, at krisen rammer reelle virksomheder med omsætning og ansatte, tilføjer han.

Stigningen skyldes, at virksomhederne er ramt af flere udfordringer på samme tid, vurderer han. Mange betaler fortsat af på coronagæld. Samtidig stiger priserne på el og varme. Og købekraften hos forbrugerne er i bund.

- Konsekvenserne er, at ledigheden vil stige, og at vi får nogle triste gågader, fordi mange butikker vil lukke og slukke, siger Lasse Lundqvist.

Det er især virksomheder inden for byggeri og anlæg, handel, service samt hotel- og restaurationsbranchen, der rammes.

For mange virksomheder, der er gået konkurs i år, kommer prisstigningerne oven i en i forvejen presset økonomi. Det viser en analyse af virksomhedernes regnskaber lavet af Finans Danmark.

Ifølge cheføkonom Niels Arne Dam fra Finans Danmark har vi måske "skubbet en pukkel af konkurser foran os" siden coronakrisen.

- De fleste danske virksomheder går robuste ind i energikrisen, som vi ser udfolde sig nu.

- Men vi ser også virksomheder, som havde økonomiske problemer allerede inden coronakrisen, og som kom igennem på grund af de udsatte skattebetalinger og kompensationspakker, som blev besluttet politisk.

- De har så at sige humpet sig igennem, siger han.

Knap to tredjedele af de konkursramte virksomheder i år til og med oktober havde således negativ indtjening eller soliditet i det sidst kendte regnskab inden 2022.

En del af problemerne kan føres tilbage til nedlukningerne under coronakrisen i 2020 og 2021, viser analysen.

Men knap seks ud af ti af de konkursramte virksomheder havde udfordringer, allerede før coronakrisen ramte, viser analysen.

- Nogle af dem står nu og skal tilbagebetale coronalån, samtidig med at deres forretningsbetingelser er blevet væsentligt værre på grund af energikrisen. De har det svært nu, siger Niels Arne Dam.

Det vil også i den kommende tid betyde, at langt flere virksomheder kan blive tvunget til at dreje nøglen om.

Finans Danmark har spurgt de syv største banker i Danmark om deres forventninger til udviklingen.

Seks ud af syv af bankerne forventer, at flere erhvervskunder får brug for hjælp fra banken til blandt andet nye lån i den kommende vinter. Og heraf venter fire af bankerne, at antallet vil stige betydeligt.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08