23948sdkhjf

Ikea beskyldes for brug af tvangsarbejde

Den svenske saml-selv-gigant Ikea har fået endnu en dum sag på halsen. Ifølge en ny rapport fra Disclose, et fransk netværk af undersøgnede journalister, har møbelvirksomheden gennem en længere årrække benyttet sig af underleverandører i Belarus, der har gjort brug af tvungen arbejdskraft fra fængsler og arbejdslejre i landet.

Det skriver CNN.

Ifølge rapporten, der bygger på blandt andet interviews med tidligere fanger, har mindst ti af Ikeas underleverandører i Belarus gennem de seneste ti år haft bånd til straffekolonier, der af de journalistiske netværk betegnes som brutale.

“Det er tvangsarbejdslejre, der er særligt brutale, kendt for at praktisere tortur samt at nægte mad og sundhedsydelser,” lyder det i rapporten.

Fra Ikeas side lyder det, at koncernen tager rapporten “meget seriøst” og at man aldrig accepterer brud på menneskerettighederne i forsyningskæden.

“I juni 2021 besluttede vi at stoppe al ny forretningsudvikling på grund af menneskerettighedsudfordringerne i Belarus og det uforudsigelige miljø,” oplyser Ikea, der understreger, at den russiske invasion af Ukraine var med til at accelerere den proces.

Tilbagetrækningen fra Belarus er sket efter en årrække, hvor Ikeas indkøb i landet voksede markant. I 2019 meldte Belarus’ svenske ambassadør Dmitry Mironchik om en årlig vækst på 50 pct., og ifølge ham havde Ikea på daværende tidspunkt planer om at fordoble produktionen i landet i 2020, hvilket ville gøre møbelselskabet til en større eksportkunde end store europæiske lande.

Det er ikke første gang, Ikeas bånd til tvivlsomme stater kommer i søgelyset. En uge efter Ruslands invasion i februar, meddelte Ikea, at at al handel ind og ud af Rusland og Belarus skulle stoppe, men to måneder senere kunne svenske Aftonbladet afsløre, at russisk træ fortsat fandt vej til Ikeas forsyningskæde.

– Vores egne produktionsenheder er helt stoppet, men nogle af vores leverandører er fortsat med et købe lidt træ, for de skulle jo finde nye forsyningskæder. Og vi ville jo ikke tage livet af vores leverandører, lød det dengang fra Ikeas udviklingschef Robert Olsson.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11