Det er blevet sværere at rekruttere ledere til danske virksomheder. Ifølge tal fra Ledernes Hovedorganisation er antallet af ledige ledere faldet markant, og danske arbejdsgivere slås ligefrem for at ansætte de bedste ledere.
Manglen på kvalificerede ledere kan have konsekvenser for virksomhedernes fremtidige vækst. Det skriver TV2 Finans i dag.
- Vi kan løbe ind i, at der kommer til at mangle dygtige og veluddannede ledere inden for en overskuelig tidshorisont. Det bør virksomhederne være opmærksomme på, siger afdelingschef Kim Møller Laursen fra Ledernes Hovedorganisation til avisen.
Ledernes Hovedorganisation afslører tal, der viser, at ledigheden blandt danske ledere er faldet til 2,3 % på et år. I august sidst år lå ledigheden på 3,1 %.