23948sdkhjf

Huscompagniet massefyrer og nedlægger afdelinger

Landets største producent af typehuse må atter finde en tyk stak fyringssedler frem og dreje nøglen om på en række kontorer. Årsagen er ifølge topchefen et stort fald i antallet af solgte huse

60 ansatte hos Huscompagniet A/S skal i den kommende tid se sig om efter et nyt arbejde.

Det bekræfter typehusgiganten overfor Licitationen - Byggeriets Dagblad.

I en mail skriver adm. direktør, Martin Ravn-Nielsen, at selskabet har været nødsaget til at gennemføre endnu en fyringsrunde som følge af en større reorganisering af forretningen.

"Ligesom resten af byggebranchen oplever vi et markant dyk i markedet, som betyder, at vi sælger langt færre huse. Derfor er det desværre nødvendigt at skalere ned i antallet af dygtige medarbejdere", skriver han.

Samtidig lukker selskabet en række afdelinger rundt om i landet.

Ifølge Licitationens oplysninger drejer det sig om afdelingerne i Aabenraa, Viborg, Randers, Næstved og Hillerød. Martin Ravn-Nielsen ønsker ikke at af- eller bekræfte, om disse oplysninger er korrekte.

"Men jeg kan bekræfte, at vi lukker udvalgte kontorer", skriver han.

Samtidig forklarer topchefen, hvorfor det har været nødvendigt at foretage fyringer og nedlukninger.

"Vores fleksible forretningsmodel betyder, at vi hurtigt kan tilpasse os udsving i markedet, og selvom det er en tung beslutning at gennemføre reorganiseringen, er det helt afgørende, at vi tilpasser os markedet, så vi fortsat kan drive en sund forretning, som dækker hele Danmark", skriver han i mailen.

Tredje runde

Det er ikke første gang i år, at landets største producent af typehuse har måtte skille sig af med medarbejdere.

I foråret måtte selskabet sige farvel til 41 medarbejdere, og i august fik 46 yderligere kollegaer en fyreseddel i hånden. Det svarer til cirka 19 pct. af medarbejderstaben, der altså nu er blevet reduceret yderligere.

Af Huscompagniets regnskab for det første halvår af 2022 fremgår det, at salget af nye boliger næsten er blevet halveret sammenlignet med samme periode sidste år. I første halvår 2021 solgte Huscompagniet 1.347 huse, mens antallet af solgte huse fra januar til juni i år er faldet til 732.

Og det er altså fortsat svært at sælge og tjene penge på at bygge huse.

Det skyldes blandt andet stigende renter, fastlåste salgspriser og dyrere materialer, der æder af indtjeningen fra de seneste års rekordhøje salg.

Har nedjusteret flere gange

Huscompagniet blev i november 2020 børsnoteret som markedsleder indenfor enkeltstående typehuse i Danmark med en markedsandel på cirka 24-25 pct.

Kapitalfonden EQT, der har ejet Huscompagniet siden 2015, sendte typehusfirmaet på børsen med en samlet markedsværdi på 2,34 mia. kr. svarende til 117 kr. pr. aktie. De allerførste handler skete til kurs 119 kr.

Dengang lød ambitionen, at selskabet ville fortsætte med at tage markedsandele i et fortsat voksende marked, der særligt i kølvandet på coronapandemien oplevede en voldsom stigning i efterspørgslen.

Siden da har firmaet måtte nedjustere - senest ved offentliggørelsen af halvårsregnskabet.

Huscompagniet forventede således i august en driftsomsætning (EBITDA før særlige poster) på 340-360 mio. kr. og en omsætning på 4,1-4,4 mia. kr. i 2022.

I den oprindelig guidance fra 6. november 2021 var omsætningen sat til 4,35-4,65 mia. kr. og driftsomsætningen 420-450 mio. kr.

Det blev den 28. april i år også nedjusteret første gang.

Samtidig er Huscompagniets aktie det seneste år styrtdykket med 60 pct. og koster i skrivende stund 46,75 kr. pr. aktie.

Huscompagniet offentliggør sit Q3-regnskab i næste uge, 4. november 2022, og her vil selskabet ifølge Martin Ravn-Nielsen komme med flere kommentarer, lyder det.

Analytiker ikke overrasket

Analytiker Kristian Tornøe Johansen fra SEB, der følger Huscompagniet, er ikke overrasket over, at selskabet må fyre medarbejdere i takt med, at aktiviteten i markedet er dalende.

- Det er svært lige nu. Du har jo et boligmarked, som er gået helt i stå. Forbrugerne er lidt i chok, efter vi har set stigende renter og høj inflation på meget kort tid, siger han til Licitationen.

Han tilføjer:

- Og det gør det jo selvfølgelig voldsomt vanskeligt at sælge nye huse. Dels bliver det budget, folk troede de havde, måske revurderet nedad, når bankerne skal komme med en godkendelse. Dels er der formentlig mange kunder, der skal have solgt et hus først, før de kan lave et køb hos Huscompagniet. Og det sker jo også meget langsommere. Så jeg forventer, at deres salg af nye huse kommer til at dykke betydeligt i tredje kvartal.

Hvordan vil det smitte af på aktiekursen?

- Aktien er nede med 60 pct. i år, så meget af det er allerede priset ind. Det bør ikke komme som et chok for aktiemarkedet, at dynamikken i boligmarkedet er aftaget.

Tendens i branchen

Konkurrenter som Eurodan-huse og Milton Huse har de seneste måneder også været nødsaget til at skille sig af med ansatte.

Senest i september skrev Licitationen, at Milton Huse, der opfører cirka 1500 enheder årligt og dermed er blandt branchens kæmper, måtte afskedige 24 ansatte og samtidig lukke en række af sine salgsafdelinger rundt om i landet.

Opbremsningen rammer samtidig på et tidspunkt, hvor flere har investeret massivt i forventningen om fremtidig vækst, og det gør typehusbranchen endnu mere sårbar.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078