23948sdkhjf

Private skovejere tænker grønt

Skovejere ønsker fortsat at passe godt på den danske natur. Det er konklusionen efter at mere end 300 skovejere overalt i Danmark har søgt om tilskud til at få udarbejdet en såkaldt grøn driftsplan for deres skove.
Det er første gang, at de private skovejere har kunnet søge om tilskud til grønne driftsplaner, og interessen har været overvældende. Der er samlet søgt om tilskud til at lave planer for et areal på ca. 50.000 ha privat skov.

Det svarer næsten til Bornholms areal. Der er søgt om tilskud for i alt ca. 18 mio. kr.

- Det glæder mig, at de private skovejere har taget så godt imod den nye tilskudsordning og på den måde sætter fokus på en bæredygtig forvaltning af alle de forskellige værdier, som skovejendommene indeholder. Det bliver til gavn ikke mindst for vores børn og børnebørn, fortæller miljøminister Connie Hedegaard

Connie Hedegaard udtaler endvidere, at de grønne driftsplaner er et rigtig godt værktøj, når skovejerne ønsker at tage hensyn til natur- og kulturværdierne i sin skov.

- Tilskuddet gør det muligt for ejerne at identificere og dokumentere værdierne i skoven og opstille målsætninger for skovdriften. Grøn driftsplanlægning kan samtidigt understøtte en omstilling til naturnær skovdrift, siger Connie Hedegaard.

De grønne driftsplaner kan bruges som første skridt i retning af en certificering af skoven, fordi de understøtter dokumentation af værdierne og kvantificerbare målsætninger for bæredygtig skovdrift. En indsats for at sætte skub i certificeringen af skovene indgår i miljøministerens 9 punkt punks plan for indkøb af lovligt og bæredygtigt træ, som blev lanceret i februar i år.

Planerne vil indeholde bl.a. kort og oplysninger om hvilke dyr og planter, der lever i skoven, hvor der er mulighed for friluftsliv og hvor fortidsminderne er i skoven. Sådanne oplysninger vil give mulighed for, at skovejerne konkret kan tage hensyn til natur- og kulturværdier i skovdriften.

Skovejere vil således kunne undgå f.eks. at gødske eller sprøjte i nærheden af naturmæssigt fine kildevæld, rene søer osv., hvis de er opmærksomme på, at sådanne findes på ejendommen, eller de vil kunne skrive ind i kravene til entreprenører, at de skal køre uden om de fortidsminder, der er markeret på kortet.

Kilde: Skov- og Naturstyrelsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065