23948sdkhjf

AN Emballage & Tømrer udvider med ny bygning

AN Emballage & Tømrer er en virksomhed i vækst. De seneste år har budt på flere kunder og hermed flere ordrer samt en udbygning af lokaler. Nu udvider forretningen igen med en bygning på 500 kvm.
Familievirksomheden AN Emballage & Tømrer i Klejtrup ved Hobro, der fremstiller træemballagekasser og udfører tømrerarbejde i bl.a. renovering og nybyggeri, har igen fået vokseværk.

Virksomheden er vokset støt, siden dens opstart i 1991, og der er ingen tegn på, at det vil tage en ende foreløbigt. Virksomheden, der har oplevet en større tilgang af kunder og ordrer de seneste år, udbyggede med nyt råvarelager i 2000, og nu seks år senere mangler virksomheden atter plads til råvarerne. Virksomheden bruger ca. 1500 kubikmeter træ om året.

Her ses den nye byggegrund, hvor råvarelageret på 500 kvm. skal opføres.- Ja, man kan ikke se meget af den nye udbygning endnu, forklarer Jens Teglbrænder, adm. direktør i AN Emballage & Tømrer og henviser til den tomme jordplads ved siden af virksomheden, der skal danne fundament for det nye råvarelager på 500 kvm.

Selvom der ikke er meget at se endnu af den nye bygning, så er planerne om opførelsen i fuld gang. Lageret skal stå klar i midten af oktober, og det vil koste mellem 500.000 til en million kr. at opføre.

- Vi indkøber træ fra Norge og Sverige, som er blandet fyr - og grantræ. Vi får forskellige dimensioner af træ, der dog alle er varmebehandlet – det er jo et krav fra plantedirektoratet, forklarer Jens Teglbrænder om træet, der bruges til emballagekasser, og som snart skal lagres i det kommende råvarelager.

Det var faderen Niels Teglbrænder, der opstartede AN Emballage for at producere træemballagekasser til pumpevirksomheden Grundfos. Siden hen førte det til, at Jens Teglbrænder, der har snedker- og tømreruddannelse, inddrog tømrerarbejdet til virksomheden, så der var noget at lave de dage, hvor kassearbejdet stod stille.

Virksomheden har dog ikke oplevet mange stille dage i emballageproduktionen, der er nemlig kommet mange kunder til butikken.

- Grundfos er stadig den største blandt vores kunder. Vi producerer trækasser til blandt andre Skalflex A/S, TT Toil, Ferrotech Metalteknik. Vi laver mange specielle trækasser for vores kunder. Kunderne kan sagtens bestille specialopgaver hos os, slutter Jens Teglbrænder.

I dag ejes AN Emballage & Tømrer helt af Jens Teglbrænder. Faderen er død, og den første juli i år købte Jens Teglbrænder sin mor helt ud af forretningen.

AN Emballage og Tømrer har i alt 14 ansatte heraf 8 tømrer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083