23948sdkhjf

Tidligere Ege-direktører køber sig tilbage i tæppebranchen

Det danske tæppe- og filtskrædderi Fraster er på vej på nye hænder. Den 1. oktober indtræder de to tidligere koncerndirektører fra Ege Carpets, Svend Aage Færch Nielsen og John Vestergaard, i selskabets bestyrelse og overtager samtidig ejermajoriteten i selskabet.

– Fraster har gennem mange år gjort det godt og har en stærk position på det danske marked. Vi ser et uudnyttet potentiale i selskabet, som John og jeg sammen med de dygtige medarbejdere, der er i selskabet, skal være med til at indfri, udtaler Svend Aage Færch Nielsen i en pressemeddelelse.

Tæppevirksomheden, der har til huse i Silkeborg, blev stiftet i 1993 af Peter Kruse og Trine Neve, som nu sælger majoriteten.

– Trine og jeg har kendt Svend og John gennem flere år, og vi er overbeviste om, at netop de to med deres baggrund og erfaring er de rette til at bringe Fraster til næste niveau og skabe et endnu bedre Fraster, udtaler adm. direktør Peter Kruse, der sammen med Trine Neve fortsætter den daglige ledelse i selskabet.

De to fastholder også en ejerandel, men ønsket om at påbegynde et generationsskifte samt at styrke ledelsen i selskabet, har altså fået det to til at afhænde majoritetsposten. Og den erfarne tæppeduo ser frem til den nye opgave.

– Svend og jeg har de sidste måneder tilbragt en del tid sammen med Peter og Trine. Når man køber sig ind i en ejerledet virksomhed, er tillid altafgørende, og jeg føler, at der er stor tillid mellem os og samtidig en parathed til, at der også skal ske ændringer for at komme til næste niveau, udtaler John Vestergaard.

Fraster kom ud af regnskabsåret 2020/21 med en bruttofortjeneste på 7,7 mio. kr. og et resultat på 1,6 mio. kr. før skat. 

Pludseligt farvel

Svend Aage Færch Nielsen og John Vestergaard kørte gennem 14 år parløb som sidestillede direktører hos Ege Carpets, der under duoens lederskab voksede til et milliardforetagende.

Det vakte således opsigt i branchen, da Ege Carpets bestyrelse i sommeren 2021 besluttede at skifte direktionen ud med omgående virkning, efter en ny strategi var udarbejdet.

– Jeg havde ikke set det komme, fordi vi jo havde været arkitekterne bag den nye strategi, der er lavet. Men jeg forstår fuldt ud rationalet. Hvis du bygger et hus og har brug for en tømrer, men du har en murer, er du nødt til at skifte ud på positionen, og den er ikke ret meget længere. Personligt har jeg gode relationer til alle i bestyrelsen og har arbejdet godt sammen med dem, lød det i den forbindelse fra John Vestergaard.

Bestyrelsesformand Søren Eskildsen understregede i samme forbindelse, at farvellet til de to direktører ikke skulle tolkes som utilfredshed med den indsats, duoen havde leveret gennem årene.

– John og Svend har været med til at udvikle den strategi, vi har lavet, og jeg og bestyrelsen har den største respekt for, hvor de har drevet virksomheden hen. Men jeg tror også, at vi alle har en erkendelse af, at det er tid til at komme med ind med nye kræfter med et lidt mere markedsorienteret blik på virksomheden, sagde han i den forbindelse til Herning Folkeblad.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.079