23948sdkhjf

Brændeforhandlere melder alt udsolgt eller indfører rationering

Forhandlere i hovedstadsområdet melder om panisk stemning blandt kunder, der køber brænde og træpiller i stor stil. Flere melder alt udsolgt og frygter for vinteren

Brænde er blevet en eftertragtet og dyr mangelvare.

Det bekræfter en rundringning, som TV 2 Lorry har foretaget, til fem større forhandlere af brænde i hovedstadsområdet.

Tre af fem forhandlere melder alt udsolgt af brænde, briketter og træpiller, mens de to andre har delvist udsolgt og indført rationering på de tilbageværende varer.

- Der er panik på markedet. Det hele er blæst op i vanvittige niveauer. Vi ser ind i en frygtelig fyringssæson, og jeg tror slet ikke, vi har set det værste endnu. Desværre. Vi er rigtig, rigtig bekymrende. Det er vi virkelig, siger Michael Bøgh Hansen, indehaver af Køge Brændesalg, der har indført rationering på brænde og træpiller, til TV 2 Lorry. 

Køber ind til et helt år

Samme melding kommer fra Jimmi Pedersen, der er indehaver af Såby Brændesalg.

- Det er fuldstændig stukket af, efter vi har fået at vide, at der ikke er nok træpiller til at dække behovet. Folk går i panik. I juni, juli og august har jeg normalt ikke travlt, men her har jeg ligget vandret. Folk køber ind til et helt år ad gangen, hvor det før var normalt, at man køber til en måned eller to ad gangen, siger han til TV 2 Lorry. I slutningen af august kunne TV 2 fortælle, at op mod 100.000 danske hjem risikerer at mangle træpiller til opvarmning dette efterår og vinter, fordi forhandlere ikke kan hente tilstrækkelige mængder hjem.

Sidstnævnte nikker man genkendende til i Roskilde Brændesalg.

- Lige efter TV 2’s udsendelse eksploderede det. Vi får nogenlunde de mængder hjem, vi budgetterede med sidste år, men det matcher slet ikke den nye virkelighed, siger indehaver Gert Hyldgaard til TV 2 Lorry.

Roskilde Brændesalg har aktuelt udsolgt af både brænde, briketter og træpiller. Desperate kunder har opfordret butikken til en ventelisteordning, hvilket Gert Hyldgaard sammen med partneren Claus Beske har afvist.

Solbjerghus Træpillecenter, der ligger i Helsinge, melder ligeledes alt udsolgt.

Prisen tredoblet

Mens Nordicwoods, der ligger i Københavns Indre By, har udsolgt af størstedelen af deres produkter, er der dog fortsat en smule brænde til salg.

Blandt de få tilbageværende produkter er ovntørret brænde, der lige nu sælges for mellem 5.700 og 7.800 kroner for et brændetårn på 1,8 kubikmeter.

Det er cirka det dobbelte af, hvad gennemsnitsprisen ifølge Videnscenteret Bolius var i januar måned i år, og sammenligner vi med prisen for to år siden, er der tale om mere end en tredobling.

- Brænde er en råvare, og der er den mængde til rådighed, som der er. Lige nu er der stor efterspørgsel og lavt udbud, og så stiger råvarens pris. Det er samtidig en forventning, at når vi rammer de kolde måneder, så vil efterspørgslen stige endnu mere, forklarer Peter Scheibel, der er direktør i Nordicwoods til TV 2 Lorry.

Alle brændeforhandlerne forsikrer dog, at deres fortjeneste trods de eskalerede priser ikke er steget. Faktisk melder flere, at de tjener mindre per solgt palle, end de gjorde på samme tid sidste år.

Dette skyldes især en stigende efterspørgsel på brænde i udlandet – særligt Tyskland – der gør det endnu dyrere for forhandlerne at indkøbe brænde til videre salg herhjemme.

To nye kundetyper

Manglen på brænde skyldes dog ikke kun hamstring og større indkøb end tidligere fra de omkring 700.000 danske hjem med brændeovne.

Brændeforhandlerne beretter således om en tilstrømning af to typer nye kunder.

Dels er der dem, der de seneste mange år har haft en brændeovn stående i hjemmet uden at bruge den, og som nu igen påtænker at tage den i brug for at spare på vinterens varmeregning.

Og så er der de nye kunder, der for nylig har været ude at købe og installere en ny brændeovn i hjemmet. Enten som supplement til den primære opvarmningskilde, eller som slet og ret en erstatning for eksempelvis et gasfyr eller elvarme.

Hos DAPO, der er brancheforening for danske leverandører af pejse og brændeovne, bekræfter formand Stefan Hvam Pedersen, at der bliver solgt nye brændeovne og træpillefyr som aldrig før.

- Der har været fuldt tryk på i år. Det har været ret vildt, siger han til TV 2 Lorry.

Mens en substantiel del af de danske brændeovne sendes til Tyskland, så er der ifølge Stefan Hvam Pedersen også en markant øget efterspørgsel i danske hjem, hvor der ikke tidligere har været brændeovne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079