23948sdkhjf

Makkerpar havnede i budkrig i Løvens Hule - nyt regnskab afslører hvorfor

Der var dømt budkrig i Løvens Hule, da nordjyderne Lasse Hald og Daniel Urbaniak entrerede det populære TV-program med deres fælles virksomhed Urban-Hald.

Et netop offentliggjort regnskab giver en indikation på, hvorfor interessen var så stor.

Virksomheden, der sælger sildebensparket, microcement og netpuds via internettet og tre ubemandede showrooms i Hjørring, Middelfart og Dragør, er kommet ud af sin seneste regnskabsperiode med et overskud på 2,6 millioner kroner efter skat. Samtidig er omsætningen steget med 134 procent til lige knap 20 millioner kroner.

Det skriver Nordjyske.

Urban - Hald ApS
Regnskabsår 2021 2020 2019
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 6,908 3,466 1,163
Resultat før skat 3,321 1,774 0,874
Årets resultat 2,590 1,383 0,680
Status balance 11,584 4,530 1,663
Egenkapital 5,917 1,526 0,743
Gns. antal ansatte 6 2 2
Kilde: CVR

For den administrerende direktør og medstifter, Lasse Hald, er overskuddet et resultat af tre faktorer.

- Husrenovering fik et ekstremt boost under corona-nedlukningerne, og umiddelbart er der ingen nævneværdige tegn på afmatning rundt om i de danske hjem. Vores showrooms er en kæmpe succes og en betydelig faktor i vores salgsarbejde, siger Lasse Hald i en pressemeddelelse.

- Og så gør det selvfølgelig ikke noget, at vi nu har to så erfarne og eksponerede medejere med som Jacob Risgaard og Christian Arnstedt. Det har helt klart været med til at cementere vores position som markedets største leverandør af microcement.

De to nordjyder endte med at forlade TV-programmet 'Løvens Hule' med investeringer fra Jacob Risgaard og Christian Arnstedt.

De to løver måtte tilsammen slippe 2,4 millioner kroner for 30 procent af Hjørring-virksomheden.

På grund af den store interesse og efterfølgende budkrig endte løverne altså med at værdisætte nordjydernes virksomhed til otte millioner kroner.

Det var halvanden million kroner mere, end Lasse Hald og Daniel Urbaniak på forhånd selv havde værdisat foretagendet til.

Ophav gjorde forskellen

Medstifter Daniel Urbaniak stammer oprindeligt fra Polen, hvilket har spillet og spiller en afgørende rolle for Urban-Halds vej til succes.

Det var to private husrenoveringsprojekter i 2016, der fik Lasse Hald og Daniel Urbaniak til at undersøge markedet for microcement og sildebensparketgulve i Polen.

Det lagde grundstenen til deres fælles virksomhed, som blev stiftet i 2018. Som paramedicinere havde de 24-timers vagter efterfulgt af tre dages fri, og disse dage blev ofte brugt på hobbybyggeprojekter. De projekter og Daniel Urbaniaks tætte kontakt til de polske producenter er nu forvandlet til en succesrig importvirksomhed.

Resultater på egen hånd

Selvom de to iværksættere tilskriver en del af det seneste års udvikling til investorerne Jacob Risgaard og Christian Arenfeldt, så har de på egen hånd løftet virksomheden år for år.

Sildebensparketgulve er traditionelt meget dyre i Danmark, og det at lægge mikrocementgulve er ofte forbundet med professionel håndværkerhjælp og ret dyre materialer.

Urban-Hald har imidlertid lagt intuitive instruktionsvideoer op på hjemmesiden, og det har sammen med de prisvenlige produkter skabt stor efterspørgsel hos de renoveringsivrige danskere.

Siden stiftelsen har virksomheden år for år mere end fordoblet sin bruttofortjeneste og årsresultat. Og det er noget, som får Jacob Risgaard til at finde checkhæftet frem.

- Urban-Hald har både inden og efter Løvens Hule formået at opretholde en imponerende vækst, og selvom produkterne lige så godt kunne være målrettet professionelle, er de nemme at bruge også for private gør-det-selv-folk. Det har vundet genklang blandt de renoveringsglade danskere, og vi sender samtidig flere og flere produkter til udlandet. Det gør Urban-Hald til en ægte vækst-case, og det er noget af det, vi er rigtig glade for at investere i, siger Jacob Risgaard i en pressemeddelelse.

De to tidligere paramedicinere beskæftiger i dag 10 fuldtidsansatte på hovedkontoret i Hjørring.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.468