23948sdkhjf

Snedkerlavs klenodier udstilles i Roskilde

Nu får gæsterne på Roskilde Museum glæde af den gave, byens snedkerlav sidste år forærede kulturinstitutionen.

I en spotudstilling sætter museet nemlig fokus på de håndværkerlav, der med deres mange traditioner, fantasifulde ritualer og særlig ord har været med til at forme den danske håndværkstradition. I fjor forærede Roskilde Snedkerlaug museet sine flere hundrede år gamle klenodier, og dermed kan museumsgæsterne nu opleve naverstokken, ”Velkomsten”, ”Laden” og de andre sælsomme genstande, som var omdrejningspunkt for hverdag og fest i det sjællandske snedkerlav.

– I dag står håndværkslavene og deres traditioner nok noget mere fjernt for de fleste, men faktisk er der stadig i dag mange spor fra dengang, lavene havde stor betydning, forklarer museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen.

Traditioner lever videre

Helt tilbage fra middelalderen og frem til 1857 var det lavene, som styrede, hvem der kunne slå sig ned som håndværker eller blive indviet som svend. Så de havde stor betydning for dagliglivet i en by som Roskilde, ligesom de har sat aftryk i eftertiden.

– For eksempel i sproget, hvor et udtryk som ”at være ubehøvlet” stammer fra snedkersvendenes indvielsesritual ”behøvling”. Lærlingen, som skulle indvies som svend, blev lagt på høvlebænken, og man svang en høvl i luften hen over hans nøgne krop – som nogle gange blev ramt af høvlen. Det kunne godt give skader på den stakkels unge mand, fortæller hun.

Mens nogle traditioner – som eksempelvis den at høvle unge mænd – er blevet i fortiden, lever andre videre. Det gælder blandt andet traditionen at gå på valsen, der inden for de seneste 40 år er blevet genopdaget af en lille gruppe håndværkere.

– Så sporene fra håndværkerlavene lever videre på mange måder. Vi vil gerne give de besøgende et lille indblik i den mangfoldighed af ritualer og traditioner, som håndværkerlavene i deres virke var fulde af, forklarer Dorthe Godsk Larsen.

Spotudstillingen er åbnet og kan opleves et par måneder frem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078