23948sdkhjf

Velux: Standarder er alfa-omega for vores eksport

De gamle dage er ikke altid bedre. Slet ikke, når det handler om eksport af vinduer på tværs af landegrænserne. Det fortæller Karsten Duer, der er chef for standardisering og produktregulering hos den danske vinduesgigant Velux.

Det skriver DI Business. 

- I gamle dage havde mange lande egne metoder til at måle for eksempel vinduernes isoleringsevne. I Tyskland gjorde man det på en måde, i Frankrig på en anden og i Italien på en tredje. Mange europæiske lande havde desuden krav om godkendelse af for eksempel vinduer. Det gav et kæmpe arbejde for os og det var et benspænd for handel på tværs af landegrænserne, siger Karsten Duer.

I dag er situationen en anden. Det skyldes ikke mindst EU’s CE-mærke, der gennem europæiske produktstandarder sætter fællesregler for, hvordan et vindues egenskaber som for eksempel isoleringsevne skal bestemmes og deklareres. Det gør, at kunderne overalt i EU kan sammenligne produkter og sikre overholdelse af nationale lovkrav.

- CE-mærket, som kobler europæisk lovgivning, national lovgivning og de europæiske produktstandarder, er helt essentielt for det indre marked for byggevarer, siger Karsten Duer.

ISO: En global standard

Men det kunne selvfølgelig være endnu bedre, hvis der fandtes standarder for hele verden. Et skridt på vejen er de såkaldte ISO-standarder, der fastsættes af ISO i Schweiz på baggrund af samarbejde med 167 landes standardiseringsorganer.

Ifølge Karsten Duer fra Velux er ISO-standarderne et godt supplement til CE-mærkerne. Dog har de den svaghed, at de ikke er koblet op på lovgivningen, som de europæisk produktstandarder og CE-mærkerne er.

- Der er et godt samarbejde mellem Europas og ISO’s standardiseringsorganer, men der er stadig rum for forbedring, så der fra land til land bliver endnu mere enighed om, hvilke standarder produkter skal bruge, siger Karsten Duer.

I Dansk Industri (DI) så man også gerne, at der blev endnu mere fokus på at ensrette de europæiske standarder, der giver adgang til CE-mærket på byggevarer og de internationale standarder.

- Det vil helt åbenlyst være en stor fordel for de mange dygtige danske eksportvirksomheder, siger Thomas Bustrup, der er international direktør i DI.

Danmark spiller vigtig rolle 

Ifølge Dansk Standard, der er Danmarks standardiseringsorganisation, er det ikke overraskende også vigtigt, at vi fra dansk side får sat aftryk på globale standarder, som dem ISO udvikler.

- Udviklingen i verden, hvor stadig flere lande ser standarder som et strategisk instrument i forhold til global handel, fordrer en stadig mere strategisk tilgang til standardisering. Det er altafgørende at sætte stærke danske fingeraftryk på globale standardiseringsaktiviteter og stå i spidsen for arbejdet – både for de enkelte virksomheders konkurrenceevne og for at sikre danske interesser, ikke mindst i forhold til vores grønne og digitale ambitioner, siger Jens Heiede, adm. direktør i Dansk Standard og uddyber, at mange danske virksomheder med global eksport allerede har en god forståelse af den strategiske værdi af at få indflydelse på internationale standarder.

Og spørger du ISO’s generalsekretær, Sergio Mujica, der netop har været i København og mødes med Velux, Dansk Standard og DI, så er Danmark på rette vej.

- Danmark er en stærk spiller i ISO-systemet, hvor Dansk Standard står i spidsen for flere internationale sekretariater, og dermed sætter retningen for udviklingen af internationale standarder på områder med dansk styrkeposition. Det er en klar fordel for danske virksomheder, at de har denne stærke gateway til standardiseringsverdenen, siger Sergio Mujica.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.071