23948sdkhjf

Køkkenkæde trodser økonomisk afmatning og åbner nye bybutikker

Når året går på hæld, vil 42 Kvik-butikker være blevet til 48. Kæden har allerede åbnet op for to nye butikker i år, og snart følger fire mere. 

De nye butikker er primært lokaliseret i byområder. Det er led i en ny strategi, der går ud på at jagte markedsandele i en tid, hvor prisstigninger og inflation påvirker mange danskere, forklarer Jesper Nielsen, landechef for Kvik i Danmark.

- Ved at være mere synlige i gadebilledet er vi optimistiske om, at vi kan vinde markedsandele. Bestiller vores kunder et af vores bæredygtige og danskproducerede ‘standardkøkkener’, kan vi levere det på to uger – selv under de nuværende forhold. Det ved vi er efterspurgt i bl.a. de større byer, og så gør det ikke noget, at de nye butikker i flere tilfælde er små sammenlignet med konkurrenternes, udtaler han i en pressemeddelelse.

Sidste måned kunne Kvik byde velkommen inden for i kædens hidtil mindste showroom på 86 kvadratmeter på Lyngby Hovedgade, og før det en ny butik på Amagerbrogade i København i februar. Hen over sommeren åbner en butik på gågaden i Aalborg, yderligere to på Østerbro og i Valby i København til september, mens en ny butik i Ringsted er på trapperne til oktober.

Fokus på kundeoplevelse giver tocifret salgsvækst

Siden Kvik blev grundlagt for 39 år siden er der sket meget med måden, forbrugere handler køkkener på. Derfor forbereder Kvik en række ombygninger i flere af landets butikker, som fremover vil give kunderne en anderledes oplevelse. 

- Kunder i dag er langt mere opmærksomme på vores brand og produkterne, når de møder os. Derfor skal vi imødekomme dem med en oplevelse, de ikke forventer, i et rum, hvor de bliver inspireret af design og samvær, og hvor deres sanser bliver udfordret, siger Jesper Nielsen og tilføjer:

- Vi ved, at en ombygning i gennemsnit øger vores salg med 12 pct., så det er en god investering for os og vores selvstændige franchisetagere, men særligt også for vores kunder, der faktisk får mulighed for at købe det køkken, de drømmer om – og få det leveret hurtigt, siger Jesper Nielsen.

De nye danske butikker, der åbner hen over sommeren og efteråret, vil alle blive indrettet med det nye butiksdesign, der blandt andet involverer gardiner af genanvendt PET og Svanemærkede stole fra Takt. 

Butiksåbningerne er led i en udrulning af hele 24 nye butikker på verdensplan. I alt er Kvik til stede i 13 lande, hvor de lige nu har 178 butikker. De forventer at runde 300 butikker i 2026.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094