23948sdkhjf

Ny Daell for bordenden: - Måske skal vi investere i underleverandørvirksomheder

I kølvandet på nyheden om endnu et rekordår i Daell-familiens virksomhed Harald Nyborg A/S kom nyheden om, at 81-årige Kurt Daell overgiver stafetten til næste generation, Erling Daell.

Den nye bestyrelsesformand er vokset op med familiefirmaet, men har alligevel et frisk blik på nye muligheder for hele koncernen.

Især vil han gerne gøre bedre brug af de fordele, det giver at have flere virksomheder i koncernen.

- Det kunne være nye potentielle forretningsområder, vi kunne gå ind i. Måske skal vi investere i underleverandørvirksomheder. Vertikal integrering af koncernen og strategiske opkøb – det har indtil videre været den enkelte direktørs beslutning. Vi har ikke rigtig haft en koncerntilgang til det, siger han.

- Der er ting, som fortjener noget mere kærlighed

Han tilføjer, at han også godt kunne tænke sig mere fokus på at dyrke det potentiale, der er mellem virksomhederne, som foruden Harald Nyborg består af lavprisbyggemarkedet Jem&Fix og Daells Bolighus samt Danish Bottling Company, der producerer private label-flaskevand.

- Der er ting, jeg synes, falder imellem to stole. Ikke at vi ikke får kigget på dem, men der er ting, som fortjener noget mere kærlighed, siger Erling Daell og uddyber:

- Naturligt nok har vores ledere ikke tid til at tage sig af overordnede ting på koncernniveau. Men så må ejerne tage sig af overordnede strategiske ting, eller også har vi en form for koncernleder – i dette tilfælde en bestyrelsesformand, andre steder ville man måske kalde det koncerndirektør. Men der er helt klart nogle ting, der ikke har været tid til for de nuværende direktører at tage sig af.

Holder fast i Daells Bolighus – endnu

Arvtageren er også meget optaget af at fastholde de gode takter, der de seneste par år har været i familiefirmaet, som sidste år tjente 749 mio. kr.

Her er det nu ikke just, fordi den del af forretningen, der bærer Daell-navnet, brillierer. Daells Bolighus har ikke givet overskud siden 2007, og i årenes løb er det blevet til et trecifret milliontab.

Selvfølgelig er der noget historisk i, at Daells Bolighus bærer familienavnet, men har I overvejet at afvikle virksomheden?

- Vi er jo en familieejet koncern, så vi har en længere lunte, end hvis vi var kapitalfondsejet. Der er sikkert en række ting i Daells Bolighus, vi har prøvet, og en række ting, vi kommer til at prøve af. Det er et spørgsmål om, hvis bare man har penge og tålmodighed, at få drejet på alle håndtagene. Det har vi ikke gjort endnu, fortæller Erling Daell.

Han nævner, at man efter 18 år valgte at lukke de fysiske Harald Nyborg-butikker i Sverige.

- Der havde vi skruet på alle håndtagene.

Har ikke vetoret

I forbindelse med den nye formandspost trækker Erling Daell sig som direktør for Harald Nyborg i Sverige, som han selv var med til at bygge op i 1999 og i 19 år har været adm. direktør for. Desuden har han i 14 år været direktør for Jem&Fix i Sverige. Så den nye generation er ikke kun vokset op med Harald Nyborg-koncernen, men i den.

Selv om der indtil videre er tale om en masse ukonkrete ideer, er det tydeligt, at Erling Daell brænder for at udvikle virksomheden og sætte sit eget præg på den.

Det er dog ikke sikkert, at han nødvendigvis kommer så langt med det endnu. Kurt Daell har nemlig fortsat stemmemajoriteten i bestyrelsen og dermed det sidste ord i alle de store beslutninger.

- Det bliver ligesom at sidde i mindretalsregering – jeg kan sætte en dagsorden, men jeg kan ikke bestemme noget. Så mine argumenter skal være overbevisende, siger Erling Daell.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109