23948sdkhjf

Møbeldirektør retur fra Milano med armene i vejret

Sanne Protin var ikke helt sikker på, hvad hun skulle forvente, da hun og resten af delegationen fra Dan-form i sidste uge drog til Milano. Deltagelsen på Salone Del Mobile er ellers et fast årligt indslag for den nordsjællandske møbelvirksomhed, men efter et par års pandemi-lukning var direktøren ikke sikker på, om kunderne også ville vende tilbage.

– Oven på et par års udskydelser var det endelig tid til igen at se vores kunder i øjnene og selvom vi har glædet os meget, tog vi af sted med en vis skepsis og bekymring lurende i baghovedet. Bekymringer, som især gik på om der ville komme nok besøgende til messen og om de besøgende ville være tilbageholdende på grund af usikkerhed om økonomi, inflation og så videre, forklarer Sanne Protin, adm. direktør hos Dan-Form.

Holdet fra Dan-Form måtte imidlertid hurtigt sande, at den skepsis blev gjort til skamme.

– Besøgstallene var overvældende. Jeg kan ikke huske hvornår vi har ligget vandret så mange dage i træk for at forsøge at få talt med alle besøgende på standen, fortæller Sanne Protin, der understreger, at også købelysten var stor.

– Vi hørte kun en enkelt sidebemærkning omkring verdenssituationen, men de fleste var meget positivt stemte for fremtiden, og vores nye kollektion blev utrolig godt modtaget. Det kan man jo ikke andet end at være stolt af. Da jeg tog hjem fra messen, var det med et bredt smil på læberne og armene i vejret, siger Sanne Protin.

Historisk set har messen i Milano for Dan-Form været kendetegnet ved, at der er fokus på kunder, der køber store mængder i direkte containere. På den måde adskiller messen sig fra Köln-messen, som ellers hidtil har været den omsætningsmæssigt største messe for Dan-Form. Og i Hørsholm glæder man sig over, at pandemien har sluppet sit greb og nu igen lader branchen mødes fysisk på den internationale bane.

– Som sagt var vi bekymrede over om kunderne overhovedet ville deltage i messen, men heldigvis har de også savnet at komme ud og se, føle og opleve møblerne. Hos Dan-Form bryster vi os af at lave møbler, man sidder godt i – og det kan man altså ikke formidle online. Detaljerne som viser at kvaliteten er på plads kan man til dels vise på film, men det tager sig bare bedst ud i virkeligheden. Jeg tror bestemt at messer, især for møbelbranchen, har deres berettigelse i mange år fremover, fastslår direktøren.

Redaktionen/tib

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126