23948sdkhjf

Køkkenvirksomhed vil sælge færre køkkener

Den københavnske køkkenproducent &Shuffle går nu en opsigtsvækkende vej i forsøget på at blive en grønnere virksomhed. Man kan nemlig spare miljøet for en hel del, hvis man sælger færre hele køkkener.

Virksomheden, der startede med at hacke Ikea-køkkener og siden udvidede med egne kabinetter, har med sit nye koncept “&action” søgt at lægge en grønnere linje. Den nye strategi er tresporet, og nøgleordene er transparens, produktudvikling og endelig “keep”, der skal forlænge levetiden på de køkkener, kunderne allerede har. Og ifølge stifter og medejer Kristoffer Brems er det særligt på sidstnævnte, der kan gøres en forskel.

– Vi har kortlagt vores CO2-aftryk, og da vi kiggede nærmere på de data, kunne vi se, at det sted, hvor vi kan gøre den største enkeltstående forskel, er ved at få vores kunder til at bevare så meget som muligt af deres køkken i stedet for at skifte det ud, forklarer han.

– Det har jo altid handlet om at sælge hele løsninger. Skal du have nyt køkken? Så river vi det gamle ned og smider det ud. Men det holder jo ikke i længden. Vi er nødt til at tænke besparelse - og bevarelse - af ressourcer ind i alle dele af samfundet. Også i køkkenet, uddyber Kristoffer Brems.

Skal træffe oplyste valg

Han peger eksempelvis på de mange køkkener, der bliver sat op i nybyggeri eller i lejligheder, som bliver istandsat før salg. Men folk vil gerne have noget personligt og træffe individuelle valg, og derfor ender de ofte med at rive det hele ud og sætte et nyt køkken op. Det er den tankegang, virksomheden vil gøre op med ved at tilbyde kunderne en ny valgmulighed end i dag, hvor de enten køber et helt nyt køkken, eller også beholder det, de allerede har.

– Vi vil naturligvis gerne sælge køkkener. Men hvis vi kan trække kunderne bare et lille stykke hen af linjen mod at bevare, så hjælper vi dem til at træffe et vigtigt valg, som virkelig gør en forskel, forklarer Kristoffer Brems.

Et af omdrejningspunkterne for “&action” er netop, at kunderne skal have bedre mulighed for at træffe oplyste valg. Derfor vil man ad transparens-sporet arbejde med at kortlægge CO2-udledningen fra de forskellige køkkener, mens man i produktudvikling vil sætte ind på at bringe udledningen ned.

– I vores showroom har vi helt fysisk lavet en udstilling, hvor man kan se CO2-belastningen på forskellige dele i et køkken. I takt med, at vi udvikler på vores produkter, som er det andet ben i &action-strategien, vil aftrykket fra produkterne ligeledes blive mindre, forklarer Kristoffer Brems.

Redaktionen/tib

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109