23948sdkhjf

De vandt årets Danish Design Award

Torsdag kåredes vinderne af Danish Design Award ved en stor ceremoni i Industriens Hus. Her blev uddelt 11 priser og fire særpriser, og traditionen tro rummer vinderfeltet design i snart sagt alle afskygninger.

Da finalisterne tidligere på året blev offentliggjort, understregede juryformand Mikkel Jespersen, at der i år er fokuseret på enkle og smukke løsninger på såvel hverdagsproblemer som globale udfordringer, og det er ud fra den præmis, såvel finalister som vindere i år er udvalgt.

– Endnu en gang ser vi fantastiske designere, virksomheder og organisationer med hver deres inspirerende løsninger, der er med til at styrke Danmarks position som design-nation. Designløsninger, der spænder over en bred vifte af kategorier, men som alle deler målet om at inspirere til en bedre, livlig og mere bæredygtig fremtid, lyder det fra Christina Melander, programleder for Danish Design Award og samt i Dansk Design Center, der sammen med Design Danmark står bag prisuddelingen.

Branchens vindere

Træ- og møbelindustrien var i år stærkt repræsenteret i finalefeltet, hvor der inden for flere kategorier var mulighed for at trække en award hjem.

I kategorien Feel Good – Furniture var det en ren intern kamp mellem branchefæller, og her løb den unge designer Julie Strange med prisen for sin lampeserie A1. Serien består af lamper, der i al sin enkelthed er foldet af bare et stykke papir, og var altså nok til at sikre den unge designer prisen foran mere etablerede navne som virksomheden Moebe og designer Lars Vejen.

”Ved at bruge den mest almindelige papirstørrelse, A-formatet, understreger lampen æstetikken og enkeltheden i klassisk dansk design, men alligevel med et futuristisk twist. A1-lampen er klassisk i de fundamentale former, vi har set før, men genialt udført på denne måde, hvor papiret står alene, og derved demonstrerer kraften i at transformere et enkelt materiale fra et fladt ark til en rummelig form. At bringe form, funktion og æstetik sammen i en lampe er teknisk komplekst. Med A1-lampen er den blevet kombineret, og den fortjener stor anerkendelse,” skrev juryen om Julie Stranges design, da finalisterne blev offentliggjort.

I kategorien Feel Good – Products snuppede Andreas Ranch og teamet fra Sowa prisen for gentænkningen af et professionelt lydsystem pakket ind i træ, mens norske Vestre og Arde blev belønnet for deres biodiversitetsfremmende udemøbler i kategorien Liveable Cities.

Endelig løb designer Sia Hurtigkarl Degel med sejren i kategorien Message Understood. Den modtog hun for sine World Cup Rugs, som hun har skabt i forsøget på at skabe opmærksomhed på konflikten mellem FIFA World Cup i Qatar og tæppeindustrien i Nepal, hvor tæpperne er fremstillet.

”VM-tæpperne er originale og solide koncepter, der henleder yderst tiltrængt opmærksomhed på menneskerettigheder og social retfærdighed gennem smukt æstetisk design. Nu kan man spørge, hvorfor tæpper skal levere dette vigtige stykke kommunikation? Tæpper plejede at være Nepals største eksport, men håndværksbaseret eksport er blevet overgået af eksporten af ​​billig vandrende arbejdskraft. Tusindvis af migrantarbejdere, der drømmer om et bedre liv, forlader således Nepal for at arbejde på byggepladsen til FIFA World Cup i Qatar – en byggeplads, der desværre er kendt for at gå på kompromis med grundlæggende menneskerettigheder. Juryen mener, at dette projekt er et smart og elegant eksempel på et design, der fortæller en vigtig historie gennem fremragende håndværk,” lyder juryens begrundelse for udvælgelsen.

Vinderne af årets andre kategorier

Better learning

Hr. Skægs bogstavjagt.

Healthy Life

Heylo – et digitalt lækagemeldingssystem til stomibrugere.

Outstanding Service

Disputs – Danmarks digitale forligs- og voldgiftsplatform.

Visionary Concepts

Sheworks Atelier.

Save Resources

The Swan – en bæredygtig børnehave i Gladsaxe Kommune.

Game Changer

Lapee – urinal til kvinder.

Young Talent

Henry Glogau.

Særpriser

Utopia

Dualities: Future generator – et avanceret maskinlæringsværktøj, der kan forudsige og designe fremtiden.

People’s Choice

Challenge by Khora Challenge – en Virtual Reality-baseret behandlingssoftware.

Icon

Christiania.

Employment Growth

Pleo.

Danish Design Award

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078