23948sdkhjf

Byggecenterkæde vil give Folkemødet bæredygtige rammer

Med udgangspunkt i byggecenteret i Allinge står Stark, som ny partner, til rådighed med materialer, som skal bidrage til at opbygge Folkemødet i Allinge

Folkemødet i Allinge på Bornholm har til formål at skabe rammer, hvor mødet mellem beslutningstagere og borgere styrkes, og hvor den demokratiske dialog kan blomstre. Som ny partner på Folkemødet vil byggecenterkæden Stark bidrage til at opbygge fysiske rammer, der afspejler Folkemødets vision.

Det skriver byggecenterkæden i en pressemeddelelse

Partnerskabet med Stark skal samtidig understøtte ønsker om et mere bæredygtigt Folkemøde, forklarer partnerskabschef Christian Bülow Beck.

- Stark har et stort fokus på bæredygtighed. Vi ser frem til et partnerskab, der kan være med til at udvikle bæredygtighed på Folkemødet gennem brugen af mindre miljøbelastende materialer. Det er vigtigt for både os og vores arrangører, at bæredygtighed tænkes ind i opbygningen af Folkemødet. Samtidig kan vi kun glæde os over endnu et partnerskab, der knytter sig til det Bornholmske, siger Christian Bülow Beck.

Det nye partnerskab med Stark vil være lokalt forankret med afsæt i byggecenteret i Allinge, hvor man møder lokale bornholmske medarbejdere. I byggecenteret vil Folkemødets arrangører finde materialer, der gør det muligt at bygge mere bæredygtigt, og som de kan bruge til at bygge indbydende rammer for de mange tusind events på Folkemødet.

Varm modtagelse

Stark glæder sig til at styrke Folkemødets fysiske rammer gennem et lokalt forankret partnerskab og støtter også direkte op om de vigtige samtaler på Folkemødet med sit engagement i OMBOLD

Hjemløselandsholdet og OMBOLD

NGO’en OMBOLD er med Hjemløselandsholdet i spidsen et forandringsskabende og inkluderende fodboldfællesskab for socialt udsatte og mennesker ramt af hjemløshed, som danner grobund for positiv udvikling i forhold til fysisk og mental sundhed, nye venskaber og øget livskvalitet.

Under mottoet "Fodbold, Fællesskab og Forandring" har OMBOLD siden 2003 engageret og aktiveret mere end 15.000 voksne, som ikke naturligt opsøger eller er en del af almindelige idrætsforeninger, via OMBOLDs åbne lokale træninger, stævner, AsfaltLigaen og e-OMBOLD.

Og i OMBOLD har alle mulighed for at tanke selvværd og mening i mødet med andre på ligeværdig vis med en fodbold for fødderne båret af ønsket om et positivt socialt fællesskab.

Kilde: OMBOLD

- Vi er meget glade for at være på Bornholm, hvor vi har fået en varm modtagelse. Vores ønske er at være stærkt forankret i lokalmiljøet, og det gør vi bl.a. ved at have lokale medarbejdere, forhandle lokale produkter og støtte det lokale foreningsliv. Derfor er vi også partner for Folkemødet her i Allinge, siger adm. direktør i STARK Britta Korre Stenholt.

Konkret støtter Stark OMBOLD, en NGO der hjælper hjemløse og andre socialt udsatte ved at tilbyde dem et inkluderende fællesskab omkring fodbold.

Trælastdirektør i Stark Allinge, Kristian Holm siger:

- Under Folkemødet laver vi sammen med OMBOLD en fodboldbane, der også kommer til at danne ramme for debatter om, hvordan f.eks. partnerskaber mellem private virksomheder som Stark og NGO’er som OMBOLD kan hjælpe socialt udsatte mennesker i Danmark. Det er også en vigtig del af vores arbejde med bæredygtighed, fastslår trælastdirektøren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078