23948sdkhjf

Mater og Mogensens børnebørn relancerer klassiker i helt nyt materiale

Møbelproducenten Mater, der har specialiseret sig i at genanvende affaldsmaterialer, får nu en klassisk fjer i hatten.

I tæt samarbejde med Børge Mogensens efterkommere har virksomheden relanceret en af arkitektens møbelserier fra 1958, og for første gang nogensinde sker det i et andet materiale end det originale. Sæder og ryglæn på seriens stole er nemlig fremstillet i Maters patenterede ”Mater Circular Material”, som består af et upcyclet fiberbaseret materiale af affald og plastik, og som i dette tilfælde også blandes med savsmuld fra FSC-træet fra stolens ben.

– Når vi lancerer en ny kollektion, skal den altid understøtte vores vision om at bruge genbrugt plast og andre affaldsmaterialer. At vi samtidig også bliver betroet med et design fra en af Danmarks største designere, vil hjælpe os med at få det cirkulære budskab ud i verden, fortæller Henrik Marstrand, stifter og Head of Circular Transformation.

Børnebørn løfter arven

Produktudviklingen er sket i tæt samarbejde med to af Børge Mogensens børnebørn, Emilie Ventujol Mogensen og Sarah Alexandra Moutouh, og også den visuelle kampagne bærer også et særligt Mogensen-præg, da det er Emilie Ventujol Mogensen og hendes bror Rasmus Mogensen, der er henholdsvis kreativ ansvarlig og fotograf bag.

Og det er på ingen måde en tilfældighed, at de tre børnebørn er dybt involveret i den nye kollektion. Emilie Ventujol Mogensen og Sarah Alexandra Moutouh er begge designere og sammen med de fire andre børnebørn, er de langsomt ved at overtage designarven fra deres bedstefar.

– Vi har en gensidig forståelse i familien, at bare fordi man kan producere et af Børges designs, er det ikke ensbetydende med, at man skal. Det skal give mening på parametre, man ikke nødvendigvis kan måle. Og det skal gøres med visionære mennesker, som ikke accepterer verdens status quo. Sådan opfatter vi Mater, siger hun og fortsætter:

– De er på en vigtig mission i deres arbejde med cirkulær produktion. Fremtiden kalder på virksomheder, der tager den type ansvar og formår at gøre det til en solid og lukrativ forretning, og det vil vi gerne understøtte med vores families navn og værdier.

Hos Mater glæder man sig over at have fået chancen for at arbejde tæt sammen med den berømte møbelsnedkers efterkommere.

– At arbejde med familien Mogensen har været en fantastisk mulighed for Mater. Det har været meget motiverende at sætte en kollektion fra 1950'erne i produktion i nye cirkulære materialer. Det giver møblerne et helt nyt udtryk og materialitet, siger Henrik Marstrand.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109