23948sdkhjf

Bordpladeproducent skal på direktørjagt igen, igen

Otte måneder og fire dage. Så længe kunne Lars Bruntse kalde sig adm. direktør for den sydjyske bordpladeproducent Spekva, der nu igen skal på jagt efter en profil til frontposten.

Da Lars Bruntse i slutningen af august indtog direktørstolen, meddelte han, at opgaven først og fremmest var at få Spekva ”op på øverste hylde” og sætte fokus på de kommercielle og strategiske aspekter af forretningen.

– Det er et gammelt og hæderkronet mærke, der står for den ypperste kvalitet, og det er også derfor, det var en interessant post for mig at sige ja til, fortalte den nytiltrådte direktør i september.

I dag bekræfter han, at han har forladt posten, og at han nu er i gang med at finde nye muligheder, men henviser for yderligere kommentarer til Ulrik Mikkelsen, konstitueret direktør i Spekva og direktør i investeringsselskabet Genua, der siden 2011 har ejet bordpladeproducenten.

I en mail til Wood Supply oplyser Ulrik Mikkelsen, at Lars Bruntse har opsagt sin stilling.

”Lars er enig i virksomhedens strategi og retning og har selv været med til at sætte kursen, men er efter moden overvejelse kommet frem til at det er en anden profil, der skal eksekvere strategien,” skriver den fungerende direktør.

Kommercielt og internationalt fokus

Dermed må Spekva igen i gang med direktørjagten, og det er en disciplin, man efterhånden har en del erfaring med. Siden marts 2018 har tre forskellige profiler indtaget og forladt forposten hos bordpladeproducenten i Vamdrup, og ifølge Ulrik Mikkelsen står det klart, hvad den næste skal kunne.

”Vi har ikke igangsat søgningen endnu, men nøgleordene er, at vi skal udvikle Spekva kommercielt og internationalt,” skriver han og understreger, at Spekvas i forhold til konkurrenterne skal stå mere klart differentieret som snedker-alternativet inden for highend bordplader.

Spekva henter 90 pct. af sin omsætning uden for de danske grænser, og Ulrik Mikkelsen peger på, at strategien byder på vækst, der skal hentes gennem et voksende forhandlernetværk af europæiske køkkenbutikker.

”Derfor tilfører Spekva ressourcer til aktivt at bearbejde eksisterende og nye markeder efter et par år hvor salgsindsatserne har været begrænset af covid-restriktioner over store dele af Europa,” lyder det.

Spekva, der blev grundlagt i 1971, har endnu ikke offentliggjort årsregnskab for 2021. Virksomheden kom ud af 2020 med et tab på 2,1 mio. før skat.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113