23948sdkhjf

Ambitiøs møbelforhandler konkurs, men aktiviteten fortsætter i nyt regi

Onlinebaserede Moodings, der i april blev taget under rekonstruktion, er nu endegyldigt konkurs.

Det fremgår af et dekret i Statstidende.

Ifølge advokat Albert Juul Digens, der har stået for rekonstruktionen, fortsætter aktiviteten dog i nyt regi.

– Hovedaktiviteten er overdraget i en virksomhedsoverdragelse, fortæller advokaten, der også er udpeget som kurator i konkursboet efter Moodings.

Hvem der har overtaget varelager og webshop, kan han endnu ikke oplyse, men han fortæller, at rekonstruktionsbehandlingen blev indledt grundet insolvens som følge af underskudsgivende drift.

I konkursbegæringen blev gælden ifølge Albert Juul Digens opgjort til omkring 24 mio. kr.

– Men det er mindre end halvdelen, der ikke er dækket endnu, og den største enkeltkreditor er nærtstående til virksomheden, oplyser advokaten.

Markante vækstplaner

Det startede ellers så godt for Moodings, der i 2020 kunne berette om en omsætning, der var fordoblet hvert år siden etableringen i 2013. I december 2021 blev der meldt om nært forestående ekspansionsplaner, der skulle sende webshoppen ind på ni nye markeder på en gang.

– Vi vil være synonym med nordisk design, fastslog marketingdirektør Daniel Selde dengang, og det betød blandt andet, at ikke mindre end 13 nye marketingmedarbejdere blev hentet ind til at realisere planerne.

Så sent som i marts meddelte virksomheden, at der var kommet særdeles god vind i de tyske sejl med en månedlig vækst på 40 pct. gennem det seneste år. Mindre end en måned senere indledte skifteretten en rekonstruktionsbehandling.

Moodings kom ud af regnskabsåret 2020, hvor den senest offentliggjorte årsrapport er fra, med et tab på 2,6 mio. kr., og selskabet havde i de sidste tre år af sin levetid et samlet tab på næsten 9 mio. kr.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109