23948sdkhjf

Årets TIMI-messe udsættes

Manglende tilslutning fra træbranchens maskinleverandører får messens arrangører - VOV, SMT og Fredericia Messecenter - til at udsætte årets TIMI-messe, der var planlagt til afholdelse første uge i oktober.
Risikoen for ikke at indfri forventningerne hos såvel de deltagende udstillere som branchens besøgende har fået arrangørgruppen bag TIMI-messen til at udsætte årets begivenhed.

- Aktuelt har vi oppe imod hundrede firmaer på udstillerlisten for TIMI 2006, hvilket i sig selv er ganske tilfredsstillende, men vi kan konstatere, at flere af de større udbydere på maskinsiden af forskellige årsager har valgt messen fra i år, hvilket har medført et massivt frafald blandt øvrige udstillere, siger Jan Friche, adm. direktør for Fredericia Messecenter.

Tiden hvor TIMI-messen var identisk med lange, arbejdende maskingader, der blev præsenteret for busfulde af træindustriens medarbejdere er forbi. Det er et faktum, som ledelsen bag messen pointerede allerede i oplægget til TIMI 2006.

Derfor har emner som innovation, processer, design og kompetencer været elementer til årets messe i form af specialudstillinger, seminarer og workshops.

- I markedet opfattes TIMI stadig som en maskinmesse, og når denne side nu svigter, må vi drage konsekvensen og tage messens koncept – herunder navn og indhold – op til revision, siger Niels-Erik Lundvig, formand for SMT - Sammenslutningen af Maskinfabrikanter for Træindustrien.

Formand Klaus Stampe Pedersen fra VOV – Brancheforeningen Værktøj og Værktøjsmaskiner supplerer:

- Vi arbejder i en branche, hvor der såvel på udbyder- som brugersiden er sket en koncentration til større og færre enheder. Men samtidig er der også en ”underskov” med et spændende vækstlag,
bl.a. på underleverandørsiden.

De to formænd er derfor ikke i tvivl om, at den danske træbranche stadig har behov for et fagligt mødested og sit eget udstillingsvindue, selvom der i dag med 800-1.000 større træforarbejdende virksomheder er blevet færre beslutningstagere.

Sammen vil arrangørgruppen, evt. suppleret med nye interessegrupper, i løbet af efteråret konkretisere, hvordan udstyr, tilbehør og materialer samt nye løsninger og viden til træindustrien og træhåndværket fremover skal formidles til brugerne.

En form som interessenterne umiddelbart synes at kunne finde fodslag omkring er Træbranchens Temadage®.

Her tænkes der bl.a. i en række faglige indslag som supplement til den traditionelle messepræsentation. En komprimeret begivenhed over 2-3 dage, yderligere fokusering på nyheder og evt. skiftende, aktuelle temaer fra gang til gang.

Kilde: Pressemeddelelse fra VOV, SMT og Fredericia Messecenter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078