Bauhaus kommer til Horsens, og det vil byen hurtigt bemærke. Byggekæden vil nemlig bygge en ny butik på 10.000 kvm, skriver Horsens Folkeblad.
De mange kvadratmeter, som Bauhaus har i sinde at opføre, begrænses af Planloven og Vejle Amts regionplan.
- Vi vil gerne bygge en butik på ca. 10.000 kvm. Men der er begrænsning på 5000 kvm pr. butik. Så der kan blive tale om at lave en opdeling i f.eks. et byggemarked og et havecenter. Vi kommer til at gå til kanten af planloven, siger Mads Jørgensen, direktør i Bauhaus.
Næste skridt for Bauhaus i opførelsen af deres nye byggevarehus er, at der skal laves en lokalplan for byggeområdet. Når lokalplanen er færdig, kan byggeriet for alvor tage fat.