23948sdkhjf

Ny nedriveruddannelse hos VBD

Som den første uddannelsesinstitution i Danmark udbyder VBD en helt ny nedriveruddannelse. Det første hold starter i denne uge.
Uddannelsen til nedriver, der især henvender sig til ansatte inden for nedrivningsbranchen, er blevet til i et samarbejde mellem branchen, fagforeningen og VBD.

På sigt er det også meningen, at uddannelsen skal være med til at rekruttere nye medarbejdere til faget.

En af årsagerne til den nye uddannelse er ønsket om en mere klar ansvarsfordeling i nedbryderarbejdet.

- Sådan som det er nu, er der ikke en klar fordeling af rollerne i nedbryderarbejdet på byggepladserne. Hvem, der har ansvar for hvad, er ikke klart, og det skal denne uddannelse rydde op i, forklarer Michael Andersen, underviser på den nye uddannelse og med flere års erfaringen inden for branchen.

Blandt andet miljø og arbejdssikkerhed er i højsædet, når de første 16 kursister sætter sig ved skolebordet.

- Kursisterne skal lære om sikkerhed på arbejdet. Og det er både i håndteringen af miljø- og sundhedsskadelige materialer, og i håndteringen af farlige maskiner. Igennem projektorienteret undervisning skal de lære om arbejdsloven og miljøloven og på den måde blive mere kompetente i deres daglige arbejde, fortæller Michael Andersen.

Sort arbejde og dårligt rygte
Formand for uddannelsesudvalget for Bygge og anlæg, Niels Celander, ser uddannelsen som en fremtidssikring af faget.

-Udover at opkvalificere kursisterne rent fagligt, så gælder det også om at rydde op i en branche, der er præget af sort arbejde. Og fordi branchen er præget af sort arbejde, så er det svært for seriøse virksomheder at operere i branchen. Det ønsker vi at lave om på, siger Niels Celander.

Ifølge Niels Celander er det netop det sorte arbejde, der er med til at give branchen et dårligt ry i byggebranchen, og dermed en medvirkende faktor til, at unge vælger faget fra.

Den holdning er Henrik Sørensen fra Dansk Byggeri, en arbejdsgiverforening inden for byggebranchen, enig i.

- Branchen har generelt været præget af løsarbejde uden en fast struktur. Og det har en række uheldige følgevirkninger såsom arbejdsulykker. Med en uddannelse, hvor medarbejderne bliver bevidste om risikoerne i deres arbejde og dermed også deres ansvar, tror vi at antallet af arbejdsulykker vil falde, fortæller Henrik Sørensen.

Nedbryderbranchen i Danmark udgøres af cirka 25 større virksomheder. Hertil kommer en underskov af mindre virksomheder og håndværkere. Der beskæftiges cirka 2.000 personer i branchen.

Udannelsen er bygget op i moduler og har en varighed på i alt 17 uger over halvandet år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079