23948sdkhjf

29-årig overtager fars forretning – får erfaren møbelmand og tidligere fejedreng på holdet

Efter et voldsomt vækstridt og et europæisk gennembrud har Helle og Per Vesterby Hansen gennemført et generationsskifte og sendt Ribe-virksomheden PVH 3D Finer videre i arvefølgen til sønnen Mads Vesterby Hansen, der får erfarne kræfter i ryggen. 

29-årige Mads Vesterby Hansen indtrådte i 2015 i ledelsen og stiftede samme år salgsselskabet WoodUpp, der sælger akustikpaneler via egen webshop og B2B-partnere i en række lande. To år senere overtog han direktørposten i PVH, og med generationsskiftet samles de to virksomheder nu i en koncern, mens en række nye investorer træder ind i ejerkredsen.

Et spørgsmål om skalering

Mads Vesterby og hans to medpartnere i WoodUpp, Mikkel Bang Knudsen og Troels Johansson, beholder sammen aktiemajoriteten, mens investeringsselskabet Brygge Partners II sætter sig på 25 pct. af selskabet. De øvrige andele ejes af tidligere Actona-direktør Torben Villadsen, der indtager formandsposten, samt Steffen G. Silberbauer, der er Senior Investment Manager i Brygge Partners.

– Vi har de to seneste regnskabsår virkelig haft fart på med en vækst uden lige i regnskabsåret 2020/21 omkring 300 procent. Torben Villadsen har værdifuld erfaring med at drive en stor vækstvirksomhed, og Brygge Partners har som professionel investor andre ledelseskompetencer, vi kan drage nytte af, forklarer Mads Vesterby Hansen.

PVH 3D Finer havde seneste regnskabsår et overskud før skat på 13,9 mio. kr. mod 3,9 mio. kr. i 2019/20, mens de tilsvarende nøgletal i WoodUpp lød på 8,4 mio. kr. mod 1,5 mio. kr. Men Mads Vesterby Hansen er klar til at sætte yderligere fart i foretagendet.

– Vi gør det her for at skalere virksomheden og forhåbentlig tre- eller firedoble det aktuelle aktivitetsniveau i de næste fem år, fastslår han.

En møbeldirektør og to fejedrenge

Per Vesterby Hansen indledte finerproduktion med afsætning til primært møbelindustrien i 1989, men akustikpanelerne har fyldt stadigt mere, siden sønnen Mads Vesterby Hansen i forbindelse med sin uddannelse til markedsføringsøkonom etablerede WoodUpp. 

I dag udgør panelerne 80 pct. af produktionen i Ribe, og det var også ad den vej, at den nye bestyrelsesformand fik øje på virksomheden.

– Jeg har inden for det seneste års tid brugt WoodUpp-akustikpaneler til to forskellige indretningsprojekter, og det har været en meget positiv oplevelse, både når det gælder service omkring ordren og det meget høje kvalitetsniveau. Den gode oplevelse som kunde blev yderligere forstærket, da jeg mødte holdet bag brandet, siger Torben Villadsen, der ifølge CVR har sat sig på en ejerandel på 10–14,99 pct. 

Også Steffen G. Silberbauer, der i rollen som Senior Investment Manager er centralt placeret i udvælgelsen af Brygge Partners’ investeringer, peger på kemien med holdet som en afgørende faktor.

Vores mål i Brygge Partners er at deltage som aktiv minoritetsaktionær i virksomheder med en stærk ledelse, som har en dokumenteret evne til at udvikle en virksomhed. Vi investerer, når kemien med ledelsen er rigtig, og vi i den nye ejerkreds mener, at vi sammen kan bringe virksomheden endnu videre i sin udvikling, siger Steffen G. Silberbauer, hvis kendskab til virksomheden går mange år tilbage.

Som 13-årig begyndte både han og Mads Vesterby Hansen som fejedrenge i det oprindelige PVH Finer, og også hans tidligere chef er godt tilfreds med den nye konstellation.

 – Jeg er glad for fortsat at være med til at lede produktionen, og jeg ejer også fortsat bygningerne på Industrivej 53, så jeg har jo på flere måder en interesse i, at det går godt for virksomhederne. Vi er igen ved at bygge til, og mon ikke snart der bliver brug for endnu en tilbygning, siger Per Vesterby Hansen, der fortsætter som produktionschef på fabrikken. 

 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078