23948sdkhjf

Startup vil reformere byggebranchen ét arkitekttegnet skur ad gangen

Startup-virksomheden Næste, der holder til i sjællandske Gadstrup, har specialiseret sig i  industrialiserede og skalérbare kvalitetsskure til en lang række formål. Ifølge indehaver og grundlægger Niels Jakubiak Andersen kan selv et lille skur gøre en forskel i det store klimaregnskab, og derfor vil han gerne puffe til tankegangen og handlemønstrene på tværs af byggeriets værdikæde samt hos slutbrugerne.

– Jeg har i al beskedenhed en ambition om at reformere hele byggebranchen ét skur ad gangen. Der opføres årligt i nærheden af en halv million kvadratmeter skure og udhuse rundt om i de danske boligforeninger, på husejernes matrikler, offentlige og private arbejdspladser samt skoler og andre institutioner, fortæller stifteren i en pressemeddelele og fortsætter: 

– Med en volumen i den størrelse er der ingen tvivl om, at skurbyggerier sagtens kan spille en aktiv rolle i byggeriets grønne omstilling. Samtidig giver vores løsninger nye muligheder for optimering og brug af fællesområder – lige fra læringsrum på skolerne til mødesteder i boligforeningerne. 

Æstetiske og skalérbare principper 

Ifølge Niels Jakubiak Andersen er konceptet ikke bare er et godt eksempel på, hvordan man kan overføre den cirkulære tankegang til såkaldt sekundært byggeri, altså skure og udhuse. Det er også en helt ny måde at sætte et markant arkitektonisk præg på lokalområdet, og han peger på, at både offentlige og private bygherrer i stigende grad får øjnene op for det unikke præg, som et gennemført og grønt design kan tilføre kvarteret – selv hvis formålet blot er renovation eller opbevaring af materiel.  

– For mange er ejendomsskure ren funktion, og det er nok de færreste, der forbinder dem med veldesignet eller smuk arkitektur. Men et skræddersyet skur, der er tilpasset lokalområdet, kan sagtens tilføre en markant, finurlig og ligefrem æstetisk dimension. Vi vil gerne ændre folks opfattelse af skurbyggerier samt måden, de tages i brug på, siger den arkitektuddannede indehaver, der ser store muligheder i skurene.

– Skure findes overalt og bør i stigende grad tillægges en social dimension som omdrejningspunkt for leg og samvær. De kan med andre ord meget mere end det, de primært anvendes til i dag. Det gælder ikke mindst på det materialemæssige plan, hvor vi i langt højere grad bør praktisere genbrug, samt selvfølgelig den design-til-adskillelses-filosofi, der gradvist vinder indpas i den gængse bygningsmasse.  

En cirkulær model

Bæredygtighed udgør et afgørende designparameter i forbindelse med Næstes koncept, der med udgangspunkt i en cirkulær model tilstræber at efterlade det mindst mulige miljøaftryk. Næste samarbejder derfor med affaldsselskabet RGS Nordic, der i dag håndterer omtrent en tredjedel af al byggeaffald i Danmark, samt med udvalgte partnere i træindustrien om upcycling af deres frasorterede varer. Skurene bygges således af genbrugsmaterialer, der så vidt muligt kan recirkuleres i et kontinuerligt kredsløb, så spild og affald minimeres. 

 Skal vi lykkes med at omstille byggebranchen, må vi bruge vores ressourcer fornuftigt. I stedet for at jagte nye råvarer og lade gamle materialer gå til spilde, bør vi minimere vores affald og begynde at anvende restmaterialerne som de værdifulde ressourcer, de er, siger Niels Jakubiak Andersen. Han fortsætter:

 De materialer, der indgår i Næstes systemer, tager afsæt i en langsigtet helhedstænkning, som sikrer færre vedligeholdelses- og driftsomkostninger. Alt fra tagpappet til facadeprodukterne bidrager således til en mere attraktiv totaløkonomi takket være deres lange levetid. Et traditionelt stålskur ruster typisk op i løbet af de første 15 år. Til sammenligning kan vi tilbyde en dobbelt så lang levetid, og vi kan mærke, at flere bygherrer køber ind efter totaløkonomiske principper – også når det gælder sekundært byggeri.

 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094